Addisons sjukdom kan ge diffusa symtom som kommer och går
Sygdomme og skader

Addisons sygdom hos hund

Addisons sygdom hos hund er en sjælden, men alvorlig hormonsygdom, som skyldes mangel på kortisol, kroppens eget kortison, og nogle gange også aldosteron. Her kan du læse om symptomer, årsager, behandling, og hvornår du bør kontakte dyrlæge.

Hvad er Addisons sygdom?

Addisons sygdom betyder, at binyrerne producerer for lidt af hormonerne kortisol og nogle gange også aldosteron. Disse hormoner er vigtige for kroppens stofskifte, immunforsvar, blodtryk og væskebalance. Når niveauerne bliver for lave, påvirkes hele kroppen. Sygdommen kan ramme alle racer, men ses oftere hos nogle, og mistænkes derfor at kunne være arvelig.

Almindelige symptomer på Addisons sygdom

Addisons sygdom kan give diffuse symptomer, som kommer og går, hvilket gør, at den nogle gange er svær at opdage i starten. Almindelige symptomer er:

  • Sløvhed og træthed
  • Nedsat appetit
  • Opkast og diarré
  • Vægttab
  • Urolig eller rumlende mave
  • Øget tørst og urinering hos nogle hunde

Symptomer på akut Addison-krise

En akut Addison-krise er en alvorlig tilstand, hvor kroppen pludselig får mangel på kortisol og aldosteron. Det fører til kraftig forstyrrelse af væske- og saltbalancen. Choktilstanden er livstruende og kræver øjeblikkelig dyrlægehjælp. Hunden kan få symptomer som:

  • Lavt blodtryk
  • Ændret hjerterytme
  • Kraftig svaghed eller kollaps
  • Mavesmerter
  • Dehydrering
  • Høje nyretal

Andre sygdomme med lignende symptomer

Addisons sygdom kan let forveksles med andre sygdomme. For eksempel kan nyresvigt, betændt bugspytkirtel, leversygdom eller mave-tarmproblemer give lignende symptomer. Derfor kræves der altid dyrlægeundersøgelse for at stille en sikker diagnose.

Årsagen til Addisons sygdom

Den mest almindelige årsag er, at hundens immunforsvar angriber og nedbryder binyrebarken. Så mindskes eller ophører produktionen af kortisol og nogle gange også aldosteron.

Sådan stilles diagnosen

For at fastslå Addisons-sygdom tager dyrlægen blodprøver for blandt andet at kontrollere kortisol og elektrolytter såsom natrium og kalium. ACTH-stimulationstest er en specifik test, hvor man måler, hvordan hundens binyrer reagerer på et hormon, der normalt stimulerer kortisolproduktionen.

Behandling af Addisons sygdom hos hund

Ved en akut Addison-krise har hunden brug for hurtig behandling med væske direkte i blodet for at genoprette væskebalancen og korrigere forstyrrelser i elektrolytter og pH-værdi. Kortison gives også for at erstatte det kroppens eget kortison, som ikke længere produceres. Doseringen tilpasses individuelt.

Behandlingen af Addisons sygdom er livslang og består af medicinering med kortison og nogle gange også medicin, der erstatter aldosteron. I nogle tilfælde kan salttabletter være nødvendige for at stabilisere saltbalancen, men det er sjældent. Hunden har brug for regelmæssige dyrlægekontroller med blodprøver for at følge op på behandlingen og justere doserne efter behov.

Prognose for hund med Addisons sygdom

Addisons sygdom kan ikke helbredes, men med livslang behandling og regelmæssige kontrolbesøg hos dyrlægen kan hunden leve et normalt og aktivt liv.

Hvad kan jeg selv gøre?

Som hundeejer bør du være opmærksom på symptomer som sløvhed, opkast eller diarré og kontakte dyrlægen, hvis hunden virker syg. Ved anden sygdom eller ved stress kan hunden have behov for ekstra kortisontilskud.

Hvornår skal jeg søge dyrlæge?

Ved symptomer på Addisons sygdom skal hunden undersøges af dyrlæge, som kan fastslå årsagen. Symptomerne kan som sagt skyldes mange andre årsager end Addisons sygdom.

  • Ved symptomer som opkast, diarré, sløvhed eller vægttab.
  • Hvis hunden får tilbagevendende maveproblemer uden tydelig årsag.
  • Hvis hunden pludselig kollapser eller får svært ved at stå – søg akut dyrlægehjælp.

Spørgsmål om Addisons sygdom

Hvad menes der med Addison-krise?

En Addison-krise er en akut og livstruende tilstand, hvor hundens krop pludselig får en alvorlig mangel på hormoner. Hunden bliver meget svag, kan kollapse og har brug for øjeblikkelig dyrlægehjælp.

Hvordan begynder Addisons sygdom?

Ofte begynder sygdommen med diffuse symptomer som træthed, nedsat appetit, tilbagevendende opkast og diarré. Symptomerne kan komme og gå i lang tid, før diagnosen stilles.

Er Addisons sygdom arvelig?

Nogle racer er mere tilbøjelige til at blive ramt, men sygdommen kan også opstå spontant hos hunde uden kendt genetisk risiko.

Er Addisons sygdom dødelig?

Med korrekt medicinering og regelmæssige dyrlægekontroller kan de fleste hunde leve et normalt og godt liv. Uden behandling kan sygdommen være livstruende, især ved en Addison-krise.

Forårsager Addisons sygdom aggression hos hunde?

Nej, sygdommen i sig selv forårsager ikke aggressivitet. Derimod kan en hund, der har det dårligt, har smerter eller er stresset, midlertidigt ændre adfærd.

Mistænker du, at din hund er syg?

I Agria-appen kan du booke en video- eller telefonsamtale med en dyrlæge. Her vil dyrlægen foretage en vurdering af din hund, hvorefter du vil få råd og vejledning om den videre behandling.

  • Kontakt Agrias digitale dyrlægerådgivning og få hjælp af en dyrlæge
  • Det er gratis for vores kunder, og der er ingen begrænsning på antallet af opkald.
  • Åbent alle dage, året rundt fra kl. 7:00-24:00.
En mand kontakter Agrias digitale dyrlægerådgivning om sin hund.