West highland white terrierens historie
West highland white terrier, også kaldet en ”westie”, stammer fra de vestlige dele af det skotske højland, hvor de blev sendt i grave under jagt på grævlinger og generelt til hjælp mod skadedyr.
Racen udspringer egentligt fra cairn terrieren, der af og til fik hvide hvalpe i et kuld. I starten anså man de hvide hvalpe som svagelige og aflivede dem ved fødslen, men efterhånden begyndte man at få interesse i de hvide hunde, da de ikke blev forvekslet med vildt i en jagtsituation. I midten af 1800-tallet begyndte man altså at avle direkte mod at få den hvide farve. De hvide hunde viste hurtigt, at de var lige så effektive som deres farvede søskende, og i 1904 blev de anerkendt som en selvstændig race. Siden er de gået fra at være jagthunde til populære selskabshunde i hele verden.
En west highland white terriers temperament
West highland white terrieren er en lille selvsikker hund med godt humør. Den elsker at tage del i alt, hvad familien foretager sig, og beholder sit legesyge sind langt op i årene. De fleste fungerer udmærket sammen men børn, hvis blot dens grænser respekteres. Faktisk har den et noget mildere temperament end de fleste andre terrierracer, men stadig med masser af energi. Den har et stort behov for nærhed og er utrolig kælen uden at kunne betegnes som en skødehund. En west highland white terrier er altid med på et nyt eventyr, og sørger du for, at den får en tryg opvækst med masser af socialisering og miljøtræning, er den nem at have med de fleste steder.
En westie kan have en lidt hård fremtoning og virke som om, den ved præcis, hvad den vil, men den har et stort hjerte i den lille krop og har brug for en rolig, men bestemt opdragelse. Får du ikke sat faste, rolige rammer for din westie, kan den udvikle sig til en utålelig kommandant, der styrer hjemmet. Er du til gengæld i stand til at give de faste rammer med en konsekvent opdragelse, den skal bruge, så har du en charmerende, nysgerrig og venlig lille ledsager.
West highland white terrier kan have selektiv hørelse, og det kan vare ved hele livet. Derfor bør du have et stort fokus på indkaldstræning allerede fra hvalpetiden, hvis du skal kunne tilbyde din westie det frie liv med ture uden snor, som den værdsætter og har brug for. Du skal ikke give op, hvis du ikke lige synes, din træning har givet pote. Det skal nok komme.
At gø ligger til racen, og selvom det kan dæmpes med træning, så kan det ikke pilles helt ud af racen. Er en west highland white terrier ofte alene udenfor, kan den udvikle uhensigtsmæssige vaner med gøen af fremmede mennesker og hunde, der passerer matriklen. Desuden er det nødvendigt at hegne ind, da det er en nysgerrig race, hvor der stadig er et intakt jagtinstinkt, som trækker, selvom det er dæmpet meget over tiden.