Chihuahua
Chihuahuaen er verdens mindste hunderace. Den har masser at byde på, hvilket nok også er grunden til, at den er blevet så populær. Her får du meget hund i en lille krop, der vil elske at hygge, lege og nyde dit selskab.
Chihuahuaen er verdens mindste hunderace. Den har masser at byde på, hvilket nok også er grunden til, at den er blevet så populær. Her får du meget hund i en lille krop, der vil elske at hygge, lege og nyde dit selskab.
Der er nogen uklarhed omkring chihuahuaens helt tidlige historie, men man mener, at disse hunde allerede eksisterede omkring år 1300, hvor de levede hos toltekerne i Mexico. En dværghund er nemlig afbilledet på byens arkitektur, som kaldtes: Techichi og levede i Tula. Denne dværghund minder meget om vor tids chihuahua. De har sandsynligvis været vilde og er så blevet indfanget og tæmmet, men hvad der helt præcist er sket, vides ikke.
Vi ved dog, at racen blev opdaget af amerikanske rejsende tilbage i 1895, som tog den med tilbage til USA. De fandt den i Chihuahua, som er Mexicos største provinsby, og derfra har den fået sit navn. Den lille hund er nu spredt over hele verden, og i Danmark er det en meget populær selskabshund. Chihuahuaen anses for at være verdens mindste hunderace.
Selvom chihuahuaen er en lille hund, så har den en stor personlighed, og den er faktisk ret temperamentsfuld. Ingen har fortalt den lille hund, at den ikke er ret stor, for den fører sig gerne frem som en hund af større størrelse. Den er også rimelig selvstændig og mentalt stærk. Du skal altså ikke lade dig narre af det lille, blide udseende, det er en hund, der ved, hvad den vil.
Når det så er sagt, er en chihuahua en meget loyal hund, der elsker at putte med sin ejer. Hvis den kan blive svøbt i et blødt tæppe, mens den ligger på dit skød, og du kæler den, så er den i sit helt rette element. Det er virkelig en skødehund, der elsker nærhed. Giver du ikke din chihuahua opmærksomhed, så skal den nok selv forsøge at få det.
Det er en adræt hund, der er hurtig i optrækket, og som er legesyg langt op i alderen. Den er meget bevidst om, hvad der er dens, og den vogter det gerne – både hjem og ejer. Det er derfor vigtigt, at du sætter tydelige rammer op, så det ikke tager overhånd. Historisk har racen været brugt til at alarmere, hvis der kom ubudne gæster, derfor er det en race, der kan være noget gøende. Socialiserer du den godt, fra den er hvalp og sørger for at belønne ønsket adfærd, så kan du dæmpe det.
Den vil også gerne bestemme, og det fortæller den gerne andre hunde, hvilket kan skabe konflikter og nogle gange også farlige situationer, særligt hvis de andre hunde er væsentligt større end den selv. Det er også set, at de små hunde bliver opfattet som bytte af større hunde eller kommer til skade, fordi de bliver trådt på eller løbet ind i, så vær varsom med at lade en chihuahua have omgang med større hunde. Bliver den ikke ordentligt socialiseret med artsfæller af samme størrelse, fra den er hvalp, så kan den udadreagerende adfærd udvikle sig til regulær aggressivitet. Her kan hvalpe- og unghundetræning være en oplagt mulighed.
Da chihuahuaen er en meget spinkel og lille hund, så er den ikke optimal i småbørnsfamilier, simpelthen fordi det kan give store skader, hvis en chihuahua bliver klemt, trådt på eller behandlet lidt hårdhændet. Den trives godt med større børn, forudsat den behandles med respekt.

Chihuahuaen er en lille kompakt hund, der nok primært er kendt for sin størrelse. Den har store øjne og ører, og så kommer den både i en kort og langhåret model. Den korthårede er den oprindelige, mens den langhårede er opstået ved at man har krydset nogle kontinentale dværgspaniels ind i racen. Racestandarden er den samme for begge racer, men når hvalpe skal have stambog, eller man skal på udstilling, er de skilt ad. Faktisk kan begge typer fødes i samme kuld og bliver så registreret ud fra hårlag, hvilket derefter fremgår af stambogen. En chihuahua vejer mellem 1,5-3 kg, og der er ingen regler for højde.
En chihuahuas pels er ikke så krævende at holde – heller ikke selvom du har en langhåret. Pelsen skal blot børstes en gang om ugen, og da der ikke er voldsomme mængder af pels, så er det ikke noget, du skal sætte en masse tid af til. Det kan naturligvis være nødvendigt at børste lidt mere i fældningsperioder, men det er lige så meget for, at du undgår alt for mange hår i møbler, tæpper osv. Udover pelsen er det kun kløerne, der skal klippes regelmæssigt.
En chihuahua er en kvik og opmærksom hund, der kan lære alt det, som ejeren finder på. Bare fordi de er små, så fungerer de helt som alle andre hunde og skal både stimuleres fysisk og mentalt. Får de for lidt stimulering og motion, kan de begynde at udvise uhensigtmæssig adfærd og fx. overreagere – især på ting de oplever som farlige. Agility, lydighedstræning og nosework er nogle gode valg til racen, og så vil de selvfølgelig meget gerne med dig ud til sociale sammenhænge, hvor de kan få masser af opmærksomhed og kæl.
Det er en klog race, og derfor kan de også være lidt svære at motivere, hvis ikke du disker op med variation i øvelserne og noget, der er virkelig interessant (eller smager ekstra godt). Du skal derfor være opfindsom og tålmodig, når du skal lære din chihuahua nye ting.
Når du og din chihuahua skal udenfor i de koldere måneder, eller hvis det er kraftigt regnvejr, så har den brug for et varmt dækken, da det er en kuldskær race, som hurtigt fryser, og derfor ikke er fan af dårligt eller koldt vejr.

I Agria indsamler vi statistik på alle de hunderacer der er forsikret hos os. Det giver os en helt unik skade- og sygdomsstatistik, der giver indblik i, hvilke sygdomme og skader der rammer specifikke racer. Statistikken, Agria Breed Profiles, bygger på Agrias skadestatistik, og materialet er baseret på over 1.500.000 svenske hunde.
Ligesom alle andre hunde kan en chihuahua komme galt afsted eller blive syg. Derfor har vi ikke taget de ting med, som generelt rammer hunde uanset race. Her har vi i stedet fundet de tre hyppigste racespecifikke diagnoser:
Selvom en chihuahua er verdens mindste hunderace, så har den masser at byde på. Vi har samlet de tre største kvaliteter hos den lille hund:
Selvom kvaliteterne står i kø, så er der naturligvis også nogle ting, du bør være opmærksom på, inden du forelsker dig i en chihuahua. Så går du ind til jeres liv sammen med åbne øjne, og er klar på alt, hvad racen byder på.
Vi har samlet en liste med de mest populære hunderacer, så du kan blive klogere på racens behov, styrker, udfordringer, og du kan finde din bedste firbenede ven!
En chihuahua bliver gerne mellem 13-14 år. Det er dog altid individuelt, da levealder også handler om sundhed, livsstil og genetik. Det er dog en race, der bliver ældre end mange store racer.
Prisen på en chihuahua ligger normalt mellem 9.000-15.000 kr. Det spiller dog altid ind, om du køber med eller uden DKK-stamtavle, samt om der er stor efterspørgsel.
En chihuahua spiser samme foder som alle andre hunde – dog naturligvis mindre af det, da de ikke er så store.
I et chihuahuakuld er der ofte mellem 2-3 hvalpe. Da det er en lille hund, er kuldstørrelsen også mindre end de større hunderacer.
En chihuahua vejer mellem 1,5-3 kg.
Normalt får en chihuahua mellem 1-4 hvalpe pr. kuld.
Man mener, at chihuahuaen stammer fra Mexico.
En chihuahua er en lille hund med en stor personlighed, og den er faktisk ret temperamentsfuld. Den er også rimelig selvstændig og mentalt stærk. Når det så er sagt, er en chihuahua en meget loyal hund, der elsker at putte med sin ejer. Bare fordi de er små, så fungerer de helt som alle andre hunde og skal både stimuleres fysisk og mentalt.
En chihuahua er rigtig glad for opmærksomhed og nærhed, så det er ikke en race, der er så glad for at være alene hjemme, men den kan selvfølgelig lære det. Det skal bare ikke være for længe af gangen.
Historisk har racen været brugt til at alarmere, hvis der kom ubudne gæster, derfor er det en race, der kan være noget gøende.