Border colliens historie
Border collien kommer fra grænselandet mellem England og Skotland, hvor den i århundreder har været brugt til at hyrde får. Faktisk er det den mest brugte hund i verden til at hyrde kvæg og får. Selvom racen fik en officiel udstillingsracestandard i 1975, så er den avlet med sine hyrdeegenskaber i fokus, og det er også det, der er blevet prioriteret i avlen. Over tid er racen blevet opdelt i hunde, der er udpræget arbejds- og konkurrencehunde, og hunde der mere egner sig som udstillings- og familiehund.
En border collies temperament
En border collie er en glad hund, der har meget energi. Den bliver brugt til at hyrde, og det er også stadig det, avlen fokuserer på. Derfor er det at hyrde en helt naturlig ting for disse hunde. Måden de holder styr på fåreflokken er, at de nedstirrer fårene, så de bliver nervøse og flytter sig. Dette foregår i stilhed, men i tæt samspil med fårehyrden. Det er meget imponerende at se border collier arbejde i deres rette element, hvor det er helt tydeligt, at de har et helt særligt talent.
Talentet kan dog også komme til udtryk på en mere negativ måde – nemlig i mødet med andre hunde. Her kan border collien nemlig have tendens til at benytte sig af samme kropssprog, som når den skal hyrde – et stirrende blik og en lav kropsholdning. Dette kan af andre hunde opfattes som en trussel og derfor skabe problemer for hund og ejer. Skal din næste hund være en border collie, er det derfor vigtigt, at du sætter dig grundigt ind i, hvordan hunde kommunikerer med hinanden. Dette er ikke kun for at forstå, hvorfor din border collie gør, som den gør, men også så I har de bedste forudsætning for at få en god relation.
Racen er over tid blevet opdelt i hyrde- og konkurrence linjer og de mere rolige udstillings- og familiehunde. Har du mod på at træning skal fylde det meste af jeres hverdag, kan du sagtens kaste din kærlighed på den arbejdende border collie, men er det en almindelige familiehund, du er ude efter, bør du holde dig til udstillingsmodellerne.
Uanset hvilken model du vælger, er border collien en hund, der kræver meget aktivering, fx hvor den også skal bruge sit hyrdetalent. Det er en følsom hund, der reagerer hurtigt på alt lige fra dine instrukser til andet omkring jer. Den har brug for faste rammer og en forudsigelig hverdag. Hyrde- og konkurrencehundene er ikke det oplagte valg for førstegangsejeren. Bliver den understimuleret, kan det nemlig udvikle sig til en ulykkelig situation, hvor hunden begynder at udvise uhensigtsmæssig adfærd og fx hyrder på alt fra biler til cykler og andre hunde.
Den mere rolige model kan stortrives som familiehund i en aktiv familie, hvor fritiden bruges udendørs på lange gåture i naturen. Sørger du for at stimulere din border collie med aktivering, der passer til racen, får du en skøn turmakker, som ofte trives godt med andre hunde og er nem at have med de fleste steder. Dette forudsætter dog, at den kommer fra en opdrætter, der prioriterer, at hvalpene får en oplevelsesrig opvækst, og at du sætter ind med træning, fra du får hvalpen hjem.
Af natur er border collien meget samarbejdsvillig, men nogle kan også være reserverede i mødet med fremmede personer og hunde. Det er en race, som fysisk ser ud til at være voksen i en rimelig ung alder (typisk ved 10-12 mdrs. alderen), men det snyder lidt, for den skal være mellem 3-4 år, før den kan anses som værende både mentalt og fysisk moden.