Pelsen skal passes hele livet
Doodle-pels findes i mange varianter. Nogle er mere krøllede og “uldne”, mens andre er bølgede eller silkebløde, og der dukker også ruhårede varianter op en gang imellem. Nogle doodles ligner næsten pudler i pelsen, mens andre har flere pelstræk fra den anden race. Uanset typen har de én ting til fælles: de kræver regelmæssig pelspleje hele livet.
Det starter allerede i hvalpetiden. Hvalpepelsen er ofte blød og lækker, men når hvalpen er omkring 6-12 måneder, begynder den at skifte pels. Det er her, mange første gang møder den store filter-krise.
Den nye pels skubber den gamle ud, og det skaber et virvar af døde hår, der filtrer sig sammen. Hvis man ikke børster i bund i denne periode – og gør det tit – kan det hele filtre sammen i løbet af få uger.
Børst lidt, men ofte
Det vigtigste redskab i doodle-ejerens værktøjskasse er ikke en saks eller en trimmer – det er børsten og disciplin omkring at bruge den. Det lyder måske banalt, men en fast rutine med børstning et par gange om ugen er det, der adskiller den velplejede krøltop, som er tilpas i sin pels, fra den filtede version, der har smerter, når den bevæger sig.
Det er ikke nok bare at “fluffe” overfladen. Den krøllede pels skjuler ofte filter tæt på huden, som du ikke ser ved første øjekast. Derfor skal du altid børste helt ned til huden og arbejde dig udad. Det kræver lidt teknik og tålmodighed, så det kan være en idé at gøre det i små etaper.
Især områder som ører, armhuler, bagben samt området omkring hals og hale filtrer hurtigt. Det er dér snavs, døde hår og bevægelse får pelsen til at filte hurtigst – og det er også der, hvor det gør mest ondt, hvis du forsøger at redde pelsen ud for sent. Når du lærer at mærke og se, hvor filtrene starter, bliver det hurtigt en vane at fange dem, før de bliver et problem.