Hvordan vælger man det rigtige bid til hesten? Det ved Anders Eriksson, B-træner i kørsel, som har deltaget i VM i tospand. Han er meget populær som leder af praktiske kurser og holder også teoretiske forelæsninger. Han brænder især for arbejdet med lange liner og for biddets betydning.
Efter at have fået kontakt med hestetandlæge Torbjörn Lundström i 1991, begyndte Anders Eriksson at interessere sig endnu mere for de forskellige former for bid.
”Torbjörn viste mig billeder af nedslidte tænder og munde fyldt med sår, og det var sådan, det begyndte,” fortalte han publikum på den svenske hestemesse Häst i 2008.
Man hører ofte, at det, at hesten tygger på biddet, er ønskværdigt. Men hesten tygger på biddet som en refleks, en reaktion på at den har noget i munden, der kan sammenlignes med mad.
”Hestens mund er jo ikke skabt til, at vi skal lægget et bid ind i den, men simpelt hen til at spise med,” siger Anders og konstaterer, at ”selv om det lyder så enkelt, er det faktisk noget, folk tit glemmer.”
Anders mener, at der ikke er noget, der er sort eller hvidt, når det drejer sig om de forskellige bid, men at vi må finde frem til, hvad den enkelte hest trives med.
”Jeg vil påstå af et udelt bid er det mildeste, men det betyder ikke nødvendigvis, at alle heste vil fungere bedst med det.”
Det er det samme, når en hest lader til ikke at trives med et bid. I stedet for at sige, at det er hestens fejl, når den f.eks. lægger tungen over biddet, og derefter spænde næseremmen endnu mere ind, bør vi spørge os selv, hvorfor hesten gør som den gør.
”Næseremmen er ikke beregnet til at lukke munden på hesten, men skal blot virke stabiliserende og gøre det lettere at kommunikere med hesten,” siger Anders.
Han fremviser et tredelt bid med et fem cm langt midterled, og sammenligner det med at få smalbenet klemt i en tang, fordi hestens underkæbe er næsten lige så smal som det omtalte bid.
”Hvis man forestiller sig, hvordan det må være, er det ikke så svært at forstå, at den enkelte hest kan blive lidt anspændt af sådan et bid,” siger han.
Anders pointerer, at vi ikke må tro, at en hest falder til ro, fordi vi trækker den i munden.
”Der sker jo snarere dét, at den bliver ophidset og mere vild af smerten.”
Han siger også, at det ødelægger meget i vores verden, at vi har så travlt.
”Det kan nemt ske, at vi rykker hesten i munden i kampens hede. Men hvis hesten får problemer med munden, skal den være fri for enhver belastning i en periode. Løsningen er ikke at tage den til dyrlæge for at få slebet lidt på en tand, og det hjælper heller ikke bare at skifte bid.”
Til afslutning råder Anders alle hesteejere til at passe på alle de letkøbte salgstricks, når man skal købe bid.
”Prøv også at undgå at give en hvilken som helst kvaksalver lov til at rode din hest i munden. Det kan gøre mere skade end gavn,” siger han.
