Der er mange måder at bekæmpe fluer på. Så godt som alle metoderne har både fordele og ulemper. Men det er vigtigt at forsøge, fordi fluerne ud over at være ubehagelige og irriterende også spreder smitte.
”Det mest effektive er at tage fat i årsagen til mængden af fluer. Fluelarver trives på steder, hvor der er organisk føde og hvor der er lidt fugtigt,” siger Jan Jungerstam fra Anticimex.
Kemiske bekæmpelsesmidler
Det tager kun ti dage for en larve at blive til en forplantningsdygtig flue. Det er med andre ord Alfa og Omega at indarbejde gode rutiner til at holde stalden tør og ren. Du kan også hæmme larvernes udvikling ved at drysse kalk eller kemikalier på møddingen. Men er det ikke farligt med kemikalier?
”Jo, alle kemikalier er giftige, men når myndighederne har godkendt dem, er det fordi, man er kommet frem til, at de gavner mere end de skader,” siger Jan Jungerstam.
Men allerede efter få generationer kan fluerne blive resistente over for giften. Derfor er det nødvendigt hele tiden at udskifte de midler, man bruger.
Naturlige metoder
Der findes andre enkle metoder til at bekæmpe smittesprederne. Man kan begrænse mængden af fluer ved at holde døren nærmest møddingen lukket. Vi kender også alle det klæbrige fluepapir, hvor fluerne sidder fast, når de lander på papiret. Hæng fluepapir ved et par vinduer eller andre steder, hvor fluerne holder til. Husk at fluer som regel søger opad om natten. Og hæng fluepapiret højt – så slipper du for at få klisterbånd fyldt med smittespredere i håret!
Agrias dyrlæge Charlie Lindberg har et andet godt råd:
”Vær god ved svalerne, der godt kan lide at bygge rede i stalde. Svaler er meget dygtige fluefangere.