Fra at have været et ’brug-og-smid-væk-kæledyr’ er de små dyr blevet højt værdsatte kæledyr, som man sørger for at passe godt.

Er det værd at redde en syg kanin fra at dø?

– Ja, svarer flere og flere ejere af små kæledyr.

– Børn lærer tit at tage ansvar ved at have et lille dyr. Uden en sygeforsikring rækker barnets knappe midler ikke til dyrlægebehandling. Efterhånden er små selskabsdyr også blevet dyr, man tager sig godt af, til forskel fra tidligere, hvor de i højere grad var ’brug-og-smid-væk-kæledyr’, siger Ib Ahlén fra Agria Dyreforsikring.

Forsikring til smådyr og fugle

Smådyrsforsikring er navnet på den forsikring, man kan tegne for papegøjer, undulater, marsvin, kaniner, rotter, minigrise, chinchillaer, ildere, leguaner og visse krybdyr. Siden den spæde start i Sverige i 1998 er efterspørgslen øget voldsomt. I Danmark er denne type forsikring en nyhed, men også her er efterspørgselen stor.

– En forsikring koster nogle få hundrede kroner, og i nogle tilfælde er det mere, end dyret har kostet. Men tit kan ingen penge i verden erstatte dyret, hvis det må aflives på grund af sygdom, slutter Ib Ahlén.