Størrelser på skildpadder

Landskildpadder varierer meget i størrelse. Små arter som for eksempel maurisk landskildpadde (Testudo graeca) bliver sjældent mere end 25 cm lange. Leopardskildpadde (Geochelone pardalis) kan blive op mod 60 cm lange og veje ca. 30 kilo. Galapagosskildpadder (Geochelone elephantopus) kan blive mere end 90 cm lange.

Forskellige levesteder

Landskildpaddernes naturlige levesteder kan variere kraftigt. Arter som maurisk landskildpadde, russisk steppeskildpadde og leopardskildpadde kommer fra relativt tørre områder, og deres kost bør bestå af mange fibre som f.eks. tørret græs.

Rødfodet (Geochelone carbonaria) og gulfodet skildpadde (Geochelone denticulata) lever i grænselandet mellem Sydamerikas stepper og regnskove og har brug for højere luftfugtighed og mere frugt og grøntsager i maden.