Det er ikke naturligt for en kat at blive kælet. Når du kæler og aer katten, føler den sig meget sårbar. Nogle katte har svært ved at slappe af i denne situation og hvis den føler sig truet, bider den. Det er derfor vigtigt, at katten får tillid til dig selv om det tager lidt tid. Men du må også sige fra, når katten gør noget forkert.

Minder om kattemoderen

Når du kæler katten, minder det om dengang dens mor vaskede den. Det er en stor tillidserklæring, at katten giver dig lov til at røre ved den på denne måde. Præcis som med mennesker har nogle katte sværere end andre ved at lade nogen komme tæt på.

Ingen hurtige bevægelser

For at katten skal føle sig tryg, når den ligger på dit skød, skal du huske at undlade hurtige bevægelser. Når katten ligger på skødet, skal du også sørge for, at I ikke bliver forstyrret, og hvis katten begynder at reagere og gribe fat, mens du aer den, er det bedst at holde op.

Beløn god adfærd

Beløn katten med mad og ros, når den opfører sig pænt, så lærer den efterhånden at lade være med at bide. Undgå situationer, hvor katten bliver aggressiv. Sig altid fra, når katten bider dig, så forstår den, at det gør ondt. Brug aldrig fysisk vold mod katten.

Vil være i fred

Det er mere almindeligt, at killinger bider, og som regel bliver det bedre med alderen. For det meste er det ikke kattens mening at gøre dig noget, den prøver bare at fortælle dig, at den helst vil være i fred.

Man kan se på kattens kropssprog, at den føler sig utilpas og formodentlig er lige ved at bide fra sig. De normale tegn er, at katten spærrer øjnene op, slår med halen og lægger ørerne tilbage lige før den bider.