Agernforgiftning

Er agern giftigt for heste? Og hvad skal jeg gøre, når jeg har egetræer i eller i nærheden af folden?

Dyrlægen svarer:

Ja, agern er giftigt for heste. Det sker, at heste bliver forgiftet af agern, og i værste fald kan hesten også dø af det, hvis den har spist agern i store mængder. Især unge, nysgerrige heste kan komme til at spise agern, og nogle heste får smag for dem og kan sætte massevis af dem til livs, hvis man ikke forhindrer dem i det. Egebladene er i øvrigt også giftige. Man kan løse problemet ved at indhegne egetræer, der står i folden, eller aktivt samle nedfaldne agern op, hvis der er mange. 

Symptom

Det tidligste symptom på agernforgiftning er som regel, at hesten bliver træt og mister appetitten. Det følges ofte af forstoppelse og/eller en tjærelignende diarré, der også kan være blodig. Her drejer det sig om heste, der har fået store mængder agern i sig. Hvis hesten kun har spist nogle få agern, behøver den ikke at få nogen symptomer, eventuelt højst lidt mavepine. 

Årsag

Agern indeholder store mængder garvesyre. Garvesyre ætser hestens mave og omdannes til giftstoffet pyrogallol, der kan give tarmblødninger, nyresvigt og skader på leveren. 

Hvad kan jeg selv gøre?

Hold altid øje med foldene. Undersøg om der vokser egetræer i eller i nærheden af de folde, hvor hestene går. Det bedste er at indhegne de egetræer, der måtte være i foldene, for at undgå at hestene kan komme til at spise agern og egeblade. Man kan også selv samle nedfaldne agern sammen, men det er et stort arbejde og kræver en regelmæssig indsats. En radikal løsning er at fælde træet/træerne.

Hvornår skal jeg kontakte min dyrlæge?

Hvis din hest har nogen af ovenstående symptomer, skal du kontakte dyrlægen omgående. 

Er dit spørgsmål akut?

Så anbefaler vi altid, at du kontakter din dyrlæge med det samme.

Synes godt om?