Seneskade

Hvad skal man især passe på, når hesten skal komme sig efter en seneskade?

Dyrlægen svarer:

Det absolut vigtigste er at lade helingsprocessen tage den tid, det tager. Seneskader heler meget langsomt, og de har en tendens til at komme igen, når hesten først har været ramt én gang. Jo mere tålmodig, du er under helingsprocessen, jo bedre. 

Symptom

Varme, hævelse og smerte i området omkring senen. Man kan ofte se en tydelig forandring i konturen, der hvor skaden sidder. Heste med seneskader bliver som regel halte. Ved mindre skader kan hesten være heldig at undgå halthed. 

Årsag

Overbelastning eller overanstrengelse er de mest almindelige årsager til seneskade på hest. Seneskade kan også opstå akut ved ulykkestilfælde, for eksempel hvis hesten træder forkert eller falder. 

Hvad kan jeg selv gøre?

Forebyggende: Sørg for altid at varme hesten grundigt op. Lav et træningsprogram, hvor sværhedsgraden øges gradvist. Her er det en god idé at sammensætte programmet sammen med en træner eller en anden rutineret hesteekspert. På denne måde kan man træne hesten op langsomt, men sikkert uden overbelastning og risiko for seneskader. Husk også at lægge pauser ind i programmet.  

Hvis hesten allerede har fået en seneskade, er første trin at køle skaden ned. De første døgn efter skaden kan du afkøle benet ca. fire gange i døgnet med en kølebandage. Læg støttebandage på benet og lad hesten hvile, indtil den kan blive undersøgt af dyrlægen.   

Hvornår skal jeg kontakte min dyrlæge?

Kontakt din dyrlæge så hurtigt som muligt, hvis du har mistanke om en seneskade, sådan at hesten hurtigt kan få den rigtige behandling. Ved alvorlige seneskader kan det være nødvendigt at lægge en gipsbandage eller en anden specialbandage. Man giver som regel antiinflammatorisk medicin for at få hævelsen til at falde og give smertelindring. Det giver bedre forudsætninger for at skaden heler. 

Er dit spørgsmål akut?

Så anbefaler vi altid, at du kontakter din dyrlæge med det samme.

Synes godt om?