Struma

Min kat på 16 år har lige fået diagnosen struma. Hvad betyder det for min gamle kat?

Dyrlægen svarer:

Sygdommen rammer ofte ældre katte som din, men med den rette behandling kan din kat leve et helt normalt liv!

Symptom

Katte, som oftest ældre, der spiser meget, men alligevel taber sig, kan have denne hormonelle sygdom, der kaldes hyperthyroidisme, struma eller forhøjet stofskifte. Sygdommen skyldes, at skjoldbruskkirtlen producerer for meget skjoldbruskkirtelhormon. Katte med struma kan få øget tørst og kaste op eller få diarré. En del af disse katte kan blive hyperaktive og lidt nervøse.  

Årsag

Hyperthyroidisme skyldes forandringer i skjoldbruskkirtlen. Kun i ret få tilfælde er kræftknuder årsag til sygdommen. Uanset, hvad forandringerne skyldes, påvirker de produktionen af skjoldbruskkirtlens hormoner T3 og T4, som styrer kattens stofskifte. 

Hvornår skal jeg kontakte min dyrlæge?

Kontakt altid dyrlægen, hvis din kat taber sig eller har andre af ovenstående symptomer. Din kat har allerede fået diagnosen, og så er det vigtigt at få den behandlet, så den kan leve et normalt liv. Dyrlægen vil sørge for opfølgende undersøgelser. 

Er dit spørgsmål akut?

Så anbefaler vi altid, at du kontakter din dyrlæge med det samme.

Synes godt om?