Tandbyld (Rodspidsabcess)

Min hund har fået en hævelse under det venstre øje. Han har det ellers godt. Hvad kan det være?

Dyrlægen svarer:

En hævelse under øjet kan skyldes en rodspidsbyld (også kaldet rodspidsabsces). Jeg synes, du skal få en tid hos dyrlægen, så det kan blive undersøgt!

Symptom

Det er ofte svært at finde ud af, om hunden har tandpine, da det eneste tegn som regel er, at den tygger maden i den ene side eller simpelt hen sluger maden, og at den holder op med at tygge i ben eller tyggelegetøj. Hunden kan også gnide munden mod gulvet eller gnide sig med poterne. Dårlig ånde kan også være tegn på tandproblemer. Tandbylder kan give bylder ved næsen eller det ene øje, som i dit tilfælde. Der kan endda flyde lidt betændelse ud af næsen. 

Årsag

Hunden kan få en rodspidsbyld, hvis tandens rod bliver udsat for bakterier, for eksempel ved tandfraktur (hvis tanden knækker). Paradentose, der bevirker, at tænderne bliver løse, kan også være årsag til rodspidsbylder. Infektionen kan brede sig gennem tandens rodkanal og give anledning til en rodspidsbyld. 

Hvad kan jeg selv gøre?

Hold øje med din hunds tænder, så tandproblemer kan opdages i tide. Regelmæssig tandbørstning er den bedste måde at forebygge betændelse og infektioner i munden på. 

Hvornår skal jeg kontakte min dyrlæge?

Kontakt dyrlægen, hvis din hund har knækket en tand eller hvis den har symptomer på rodspidsbyld eller andre tandproblemer. 

Er dit spørgsmål akut?

Så anbefaler vi altid, at du kontakter din dyrlæge med det samme.

Synes godt om?