Skab hos hund

Min hund klør sig meget voldsomt. Kan det skyldes ræveskab? Hvordan ser det ud?

Dyrlægen svarer:

Ræveskabmiden kan ikke ses med det blotte øje, fordi de graver gange i huden. Der kan være mange andre årsager til, at hunden klør sig, men ræveskab er en almindelige grund til kløe. Få en tid hos din dyrlæge, så hunden kan blive undersøgt og I kan få en forklaring på, hvorfor den klør sig. 

Symptom

Kløe særligt på ørerne, i armhuler og spidsen af haserne. Andre almindelige symptomer er rødme på huden, tør, skællet hud, sårskorper og pelstab. 

Årsag

Ræveskab forårsages af en mide, Sarcoptes scabiei, der også kan inficere andre dyrearter som ulv, mår, los og hund. Smitten kan ske gennem direkte kontakt med smittede dyr eller indirekte kontakt, hvis skabmiden har overlevet på steder, hvor smittede dyr færdes. 

Hvornår skal jeg kontakte min dyrlæge?

Hvis din hund klør sig meget, bør du med dyrlægens hjælp finde ud af, hvad årsagen til kløen er. Ræveskab behandles med receptpligtig medicin. Ud over ræveskabmider og andre parasitter, kan kløe bl.a. skyldes allergi.  

Diagnosen skab stilles ved at tage et hudskrab og analysere det i mikroskop. De fleste smittede hunde danner antistoffer mod skabmiden, og de kan påvises gennem en blodprøve, som kan give vished for, at dyret er eller har været smittet. Antistofferne kan som regel ses i blodet inden for to til fire uger efter, at hunden får de første symptomer.

Hvis der er flere hunde i hjemmet, bør alle hunde behandles for at forhindre opblussen af smitte. Bemærk, at et af midlerne mod skab, Ivermectin, ikke tåles af visse racer f.eks. collie, schæfer og andre hyrdehunde, skye terrier, irish water spaniel og visse mynder. 

Er dit spørgsmål akut?

Så anbefaler vi altid, at du kontakter din dyrlæge med det samme.

Synes godt om?