Alle sumpskildpadder har nogle fællestræk som for eksempel svømmefødder. En del har udviklet særlige træk som tilpasning til deres specielle miljø. Når man holder sumpskildpadde må man sætte sig grundigt ind i, hvilke omgivelser dyret stammer fra og hvilken type foder, det har brug for!

Den mest almindelige vandskildpadde i fangenskab er rødøret terrapin (Chrysemys scripta elegans). Den lever normalt i ferskvand i den sydlige og centrale del af Nordamerika. Ud over at befinde sig i vandet, ligger denne skildpadde ofte i lang tid på klippestykker eller træstammer i dagens varmeste timer og soler sig. Nedenstående pasningsvejledning gælder hovedsageligt for rødøret terrapin.

 

Foder

Den mest almindelige anledning til sygdomme blandt sumpskildpadder er, som det også gælder for andre krybdyr i fangenskab, en kombination af forkert fodring og dårlig hygiejne. Unge sumpskildpadder er som regel kødædende, men med alderen spiser de flere og flere grøntsager. Mangelsygdomme opstår, når de fodres udelukkende med grøntsager eller kun med kød eller med forkerte kødprodukter.

Sumpskildpadder skal fodres i vandet. Men foderet kan ikke undgå at snavse vandet til, og dyret bør derfor fodres i et specielt akvarium, for at gøre det nemmere at holde dens normale akvarium rent.

Foreslag til fodring af en voksen sumpskildpadde – detaljerede oplysninger om de enkelte foderelementer findes i teksten nedenfor.

  • Fri adgang til bladgrønt og vandplanter
  • Bladgrønt er f.eks.: romainesalat, frisésalat, rucolasalat, mælkebøtteblade
  • Vandplanter: andemad (Lemna sp, Spirodela), muslingeblomst (Pistia stratiotes) og vandhyacint (Eichornia crassipes) kan med fordel udgøre en del af grøntfoderet. Vandplanter er lette at dyrke og beriger også skildpaddens miljø
  • 3 gange om ugen giver man tørfoder af god kvalitet til sumpskildpadder, f.eks. Reptomin
  • Alternativt kan man 3 gange om ugen give et af følgende tilskud:
  • Lille, hel rå fisk, ikke frosset
  • Opblødt tørfoder til hund eller kat (med lavt fedtindhold) eller lidt fisk
  • Insekter f.eks. zofobas, græshopper, melorme, regnorme, snegle
  • Kalktilskud

 

Kød og fisk

Med hensyn til kødandelen af kosten, skal skildpadden helst fodres med hele dyr, for at få så alsidig en kost som muligt. På denne måde får skildpadden kalk fra foderdyrets skelet og vitaminer fra foderdyrets tarme. Fodring udelukkende med regulært fiskekød kan derfor give vitamin- og mineralmangel. Det samme problem opstår ved fodring med rent kød.

Giv skildpadden forskellige former for fisk

Fodring udelukkende med guldfisk eller med frossen fisk kan give B-vitaminmangel, mens fodring med for meget fed fisk kan give E-vitaminmangel og betændelse i skildpaddens kropsfedt. Giv skildpadden forskellige former for fisk i stedet for én slags. Det giver en mere afbalanceret kost.

Hurtigtvoksende unge skildpadder skal fodres hver dag, mens voksne skildpadder kan nøjes med at få mad 2-3 gange om ugen. Skildpadderne må ikke få mere mad, end de kan spise op, hver gang de bliver fodret. Ellers vokser risikoen for fedme og tilsnavsning af vandet.

 

Tørfoder

Kalktilskud er lettest at give ved at drysse det over tørfoderet. Derefter opblødes tørfoderet i lidt vand og står i 10-15 minutter. Kalken suges ind i tørfoderet, og det mindsker risikoen for, at det vaskes ud i akvarievandet.

For at nedsætte risikoen, for at en kræsen skildpadde kun spiser de stykker, den bedst kan lide, og for at minimere risikoen for at vitamin- og mineraltilskud skylles ud i vandet, kan man overtrække maden med gelé. Bland de ingredienser og tilskud, du vil have skildpadden til at spise. Hæld gelé (gelatine/husblas) over og lade det stivne til en lille kage. Den kan bagefter skæres i mindre stykker og fryses ned.

Til kræsne skildpadder kan man også bruge ekstra fristende mad, som for eksempel levende foder (fisk), kraftigt lugtende mad (f.eks. tørfoder opblødt i vand fra dåsetun) eller mad i klare farver, f.eks. søde kartofler, gulerødder og små stykker frugt. OBS! Du skal hurtigst muligt prøve at lære skildpadden at spise sund mad som beskrevet ovenfor.

 

Vinterdvale

I modsæting til almindelig søvn er vinterdvale en længere periode af inaktivitet kombineret med et kraftigt nedsat stofskifte. Disse forandringer gør det muligt for dyret at overleve i perioder, hvor levevilkårene i dens omgivelser bliver for hårde og besværlige. I naturen graver skildpadderne sig ned i dyndet på bunden af søer og damme i vintermånederne.

Vinterdvalen er ikke nødvendig for skildpaddens sundhed

Vinterdvalen er ikke nødvendig for skildpaddens sundhed eller velvære, når den lever i fangenskab. Tværtimod bør man forhindre sin skildpadde i at gå i dvale, hvis man ikke er helt sikker på, at den er sund og rask. De fleste vandskildpadder i fangenskab har bedst af at være vågne året rundt. Det eneste tilfælde, hvor vinterdvale kan være nødvendigt er, hvis man gerne vil have sine skildpadder til at formere sig.

Hvis skildpadden bliver udsat for køligere temperaturer om vinteren, kan resultatet blive, at de går i ”halvdvale”. Det er farligt, fordi skildpaddens stofskifte stadig fungerer normalt. Resultatet bliver, at skildpadden langsomt sulter ihjel.

 

Formering

Generelt er hannen mindre end en hun af samme art. Hannens kloak sidder længere fra bugskjoldets kant end hunnens. Hannens hale er ofte meget bred ved basis og længere end hunnens hale, der er kort og trekantet. Hos visse arter har hannen meget længere kløer på forbenene end hunnen.

Skildpadder bliver som regel kønsmodne, når de er 5-7 år gamle. Visse arter formerer sig villigt i fangenskab. Æggene kan udruges nedgravet i 2,5-5 cm sand eller ler, ved 24-29 graders varme. Æggene skal ikke flyttes under udrugningen. De klækkes som regel efter 65-140 dage.

Skildpaddehunner kan lægge æg, selv om de ikke lever sammen med en han. I den periode, hvor hunnen har æg i maven, holder hun som regel op med at spise. Henimod slutningen af drægtigheden bliver hun rastløs og prøver at grave forskellige steder. Det er derfor vigtigt, at hun har adgang til en let fugtig sand/jordblanding, hvor hun kan lægge sine æg.