Kommer fra Mongoliet og nordøst Kina

Den mongolske ørkenrotte (Meriones unguiculatus) også kaldet mongolsk gerbil, er en lille gnaver, som hører hjemme i ørkenagtige steppeområder i Mongoliet og det nordøstlige Kina. Ørkenrotten er et socialt dyr, som er aktiv både dag og nat og som elsker at grave. Dens huler består af et omfattende gangsystem med mange indgange, sovehuler og forrådskamre.

Farvevarianter

Deres naturlige pelsfarve er såkaldt vildtfarve (agouti), det vil sige brunlig pels med mørkpigmenteret hud, lysere brunt og hvidt på bryst og mave og mørkere på ryggen. Der findes andre farvevarianter for eksempel sort, hvid, creme og kanel, ligesom der findes kombinationer af sort eller brunt med hvidt bånd rundt om brystkassen. Ørkenrotten har en duftkirtel, der sidder på undersiden af bugen og ses som en bar plet.

Nemme at holde og håndtere

Ørkenrotten er en nysgerrig og venlig gnaver. Den er næsten lugtfri, og det er med til at gøre den til et populært kæledyr. Den vænner sig nemt til et liv i fangenskab, og lader ikke til at blive ramt af de almindeligt forekommende infektionssygdomme. Som regel er ørkenrotten hverken tilbøjelig til at bide eller slås, den er nem at holde ren og relativt nem at håndtere. En ørkenrotte bliver som regel 3-5 år gammel.

Fodring

I naturen spiser ørkenrotter blade, frø, rødder og andre plantedele. Vi ved endnu ikke så meget om deres naturlige kost, og i fangenskab kan det være svært at sammensætte det rette foder. Der findes efterhånden gode foderpiller med et proteinindhold på 20-22 %, som kan gives sammen med almindelige frøblandinger til gnavere. Man skal bare være opmærksom på, at frøblandinger indeholder mange solsikkefrø, som ørkenrotten vil udvælge og spise først. Store mængder solsikkefrø giver for lavt indhold af calcium, fedt og kolesterol. Giv derfor små mængder frøblanding ad gangen.

For at variere kosten og dække ørkenrottens næringsbehov bør man supplere tørfoderet med grøntsager, frugt og lidt fuldkornsbrød, pasta, ris og kogt kartoffel. Sørg for at give alle fordertyper i små mængder, for mange grøntsager kan for eksempel give diaré. Nyt foder skal introduceres gradvist.

for mange grøntsager kan for eksempel give diaré

Vær opmærksom på, at ørkenrotter elsker at grave deres madskål ned i strøelsen. De finder maden igen og spiser den, men man skal huske at fjerne foder, inden det ligger og mugner eller rådner.

En rask og velfodret ørkenrotte har ikke brug for vitamin- eller mineraltilskud.

Ørkenrotter lever normalt i meget tørre områder, og derfor er de utroligt gode til at spare på væske og klare sig uden drikkevand i lang tid ad gangen. De skal nu alligevel have adgang til frisk vand hele tiden. En vandflaske er bedst, da ørkenrotter hurtigt kommer til at fylde en vandskål med strøelse og andet affald. Skift vand hver dag og husk at vaske flasken og drikketuden.

Håndtering

Ørkenrottens venlige og nysgerrige natur betyder, at den er meget nem at håndtere. De fleste ørkenrotter går hen til hånden, når man stikker den ind i buret, og kan forsigtigt løftes op i ens hule hånd eller med en hånd om haleroden. Sørg for at støtte den under bugen med den anden hånd. Det er også vigtigt at holde fast helt inde ved haleroden og aldrig i selve halen, da huden på halen kan skalle af, hvilket kan få hele halen til at falde af. Ørkenrotter kan godt lide at klatre op og sidde på skulderen, og de bliver let tamme, hvis man håndterer dem forsigtigt og lader dem kravle frit op og ned ad armen. Hvis man belønner med solsikkefrø eller jordnødder, kan man hurtigt lære den at kravle frivilligt op på éns skulder.

Buret

Der findes flere typer bure, som er velegnede til ørkenrotter. Mange af dem er allerede ’møbleret’ med motionshjul, tunnel og hule, og det er sammen med et tykt lag strøelse nødvendigt for at ørkenrotten skal trives.

Sørg for, at hverken dyrets hale eller fødder kan komme i klemme i motionshjulet. Burets hjørner skal være afrundet for at forhindre gnaveri. En ørkenrotte kan nemt gnave sig igennem træ, tynd plast og blødt metal. Buret bør derfor være lavet af rustfrit stål, kraftig plast eller glas. Men bemærk at bure i glas og plast har mindre ventilation, og det kan give problemer med for høj temperatur og luftfugtighed. Hvis man anvender disse materialer, er det bedst, at mindst én side i buret er åbent, sådan at luften kan cirkulere. Sørg også for, at buret er flugtsikkert!

Ørkenrotten trives bedst i et bur med fast bund og et tykt lag strøelse

Ørkenrotten trives bedst i et bur med fast bund og et tykt lag strøelse. Strøelsen skal være et rent materiale, der er ugiftigt, sugende, relativt støvfrit og let at skifte. Strimlet papir, papirgranulat eller spåner er bedst. Du skal sikre dig, at spånerne er fri for mug og anden forurening. De må heller ikke støve. Der skal være mindst 30 cm strøelse i bunden, sådan at ørkenrotten kan grave naturligt. I hulen kan man lægge vat eller strimlet papir. Undgå materiale, der trævler. Det kan sætte sig fast i kløer og fødder.

Dyrenes beskyttelse anbefaler et bur på mindst 80 x 40 cm og 35 cm højt til et par. Men det er minimumsmål, og buret kan aldrig blive for stort. Et bur på 180 x 180 og 40 cm højt er ideelt. Ørkenrotter trives i temperaturer mellem 15 og 25° og en luftfugtighed på 30-50 %. Da ørkenrotten er aktiv både om dagen og om natten, er det bedst med en dagcyklus med 12 timers lys.

Ørkenrotter er meget sociale og trives godt i grupper, for eksempel en gruppe af hunner. De vil soignere hinanden, slås og sove sammen. De kan blive aggressive over for nyankomne, og de kan også slås, hvis de har for lidt plads eller hvis de sættes sammen som voksne. Avlspar kan holdes sammen og skal helst præsenteres for hinanden, før de er 10 uger gamle. Hannen hjælper tit med at passe ungerne.

Bur og indretning vaskes mindst hver 14. dag, gerne en gang om ugen. Undtagen når der er unger, hvor man bør vente, indtil ungerne er mindst 2 uger gamle.

Øget rengøring kræves, hvis man holder flere dyr sammen og afhænger også af det strøelse, man bruger samt burets indretning og størrelse. Buret vaskes med rent vand og et ugiftigt rengøringsmiddel, hvorefter det skylles grundigt. Vandflasker og madskåle vaskes og desinficeres hver dag.

Avl

Ørkenrotter kan parres, når de bliver kønsmodne i 7-8 ugersalderen. De er monogame og danner par, der som regel varer hele livet. Den første parring forekommer som oftest omkring 10-12 ugersalderen. Hvis parret adskilles, kan det være svært at anvende dyret i en anden parring. 

Hannen deltager i pasning af ungerne. Hvis man efter fødselen flytter hannen væk fra buret i nogle uger, kan det give anledning til slagsmål, når han sættes ind i buret igen.

Drægtighedsperioden er mellem 24 og 26 dage. Hvis hunnen parres lige efter en fødsel og altså har diende unger, kan den følgende drægtighed vare op til 42 dage. Kuldstørrelsen ligger på 4-6 unger i gennemsnit.

Ungerne fødes blinde og nøgne. Ørerne åbnes, når ungerne er 3-7 dage gamle, pelsen vokser ud, når de er 7-10 dage og øjnene åbnes, når ungerne er 14-20 dage gamle. Efter 4 uger bliver ungerne vænnet fra.

Hunnens brunstperiode varer 4-6 dage med spontan ægløsning. Monogame par kan få et nyt kuld hver 30.-40. dag og 6-7 kuld unger i alt. Hunnen kan anvendes i avl, til hun er ca. 18 måneder gammel. Hannen er frugtbar, til han er mindst 24 måneder gammel.

Ørkenrotter opgiver sjældent deres unger, og det er også usædvanligt, at forældrene skader ungerne eller spiser dem. Kritiske omstændigheder, der kan føre til, at ungerne opgives, er små kuld, overdreven håndtering af ungerne, manglende hule eller mangel på strøelse til at skjule hulen med.

Hvis moren opgiver hulen, kan ungerne opfostres af plejeforældre, hvis de har et kuld unger på omtrent samme alder. Det er meget svært at håndopflaske nyfødte gnavere.