Den syriske hamsters (guldhamsterens) naturlige levested er Mellemøsten og det sydøstlige Europa. I 1930 kom et kuld på otte unger til det daværende Palæstina, hvor de blev brugt i opdræt af forsøgsdyr. Alle de hamstere, der sælges i vore dage, stammer i princippet fra tre dyr fra dette første kuld.

Flere arter af hamstere

Efter at man begyndte at opdrætte hamstere i fangenskab, er der på grund af selektiv avl opstået flere forskellige farve- og pelsvarianter. Hamster-entusiast Louise Andersen Nielsen fortæller at der findes 5 arter, som holdes i fangenskab i DK (dertil kommer en del vilde arter):

Den syriske guldhamster (som kommer i alskens farver og flere pelstyper).
Campbells dværghamster (som kommer i efterhånden mange farver).
Vinterhvid dværghamster (som kun findes i 4 farver).
Roborowski (de mindste hamstere som kommer i stadigt flere varianter).
Kinesisk hamster (som har en noget længere hale end de andre).

Dertil kommer dem der sælges i dyrehandlere, som med oftest er hybrider. Dvs. en blanding af 2 arter (Campbells og vinterhvid), hvor nogle individer kan være mere disponeret for forskellige sygdomme, f.eks. diabetes og nyresygdomme.

Hamsteren lever som regel i 2-3 år. Den vejer 100-150 gram

Fodring

Det er endnu ikke fuldstændig klarlagt, hvad hamstere spiser i naturen, men de er altædende og kan spise mange af de samme ting, som vi mennesker spiser. Det kan være svært selv at sammensætte en god kost, og derfor er det bedst at anvende et fuldfoder til hamster og gnavere som basiskost. Vælg hamsterpiller, der indeholder 15-20% protein.

Bemærk, at foderpiller ikke må forveksles med de frøblandinger af forskellig art, man kan købe (gnaverblanding). Disse blandinger har alt for højt fedtindhold og giver dyrene mulighed for at plukke de ’lækreste’ bidder ud. De fleste hamstere er meget madglade og bliver let overvægtige, hvis de får fri adgang til gnaverblanding. Nogle af frøblandingerne kan bruges som godbidder, men bør ikke være en del af den daglige kost.

Varier kosten

For at gøre kosten mere varieret og interessant, kan man supplere hamsterpillerne med grøntsager, passende madrester og lidt frugt. Almindelig sund kost for mennesker er også godt for hamsteren, og hvis man bruger sin sunde fornuft, kan man lade hamsteren smage på mange af de ting, man selv spiser.

Man kan bruge de fleste grøntsager sammen med lidt ris, pasta, kogt kartoffel, magert kød, kylling, fuldkornsbrød og frugt. Slik, kager, fed mad, stegt/friteret mad, salt og stærke krydderier skal man undgå helt. Frugt må ikke gives i for store mængder. Generelt kan man sige, at jo mere man varierer kosten, jo bedre.

Hvis hamsteren får en sund, varieret kost, behøver man ikke at give vitamin- eller mineraltilskud.

Det er kendetegnende for hamsteren, at den samler mad i sine kindposer og gemmer det forskellige steder i buret. Det gør den for at have et lille reservelager i tilfælde af fødemangel. Hvis man giver hamsteren friske madvarer, skal man sørge for at fjerne dens forråd hver dag, så der ikke ligger rådden eller muggen mad i buret.

Som alle dyr skal hamsteren have adgang til rent vand hele døgnet. I en åben vandskål kan vandet hurtigt blive snavset, og derfor foretrækker mange ejere at bruge en vandflaske i stedet. Det er vigtigt at huske, at man skal skifte vandet hver dag og vaske flasken grundigt, især drikketuden. Bemærk også, at små hamsterunger først skal lære at drikke af flasken, og de skal derfor have en tilvænningsperiode.

Håndtering

Hamstere, der håndteres af mennesker fra de er unger, er som regel rolige og bider sjældent. Som regel kan man få lov at tage dem op ved at ’fange’ dem med én eller begge hænder let lukket rundt om kroppen. Husk, at selv rolige hamstere kan bide, hvis de bliver overrasket, eller man kommer til at vække dem.

Hamstere, der ikke har fået  været i hænder særlig tit, kan være mistænksomme og aggressive

 

Hamstere, der ikke har fået opmærksomhed eller været i hænder særlig tit, kan være meget mistænksomme og aggressive. Hvis det er tilfældet, kan man bruge et lille håndklæde eller tage handsker på, når man fanger og holder dyret. En anden måde at fange dyret på er at bruge en lille beholder, for eksempel en skål eller et rør.

Louise Andersen Nielsen forklarer her, at når dyret er kommet ud af buret, kan du tage fat om hamsterens krop og hold med pege- og ringefinger på hver side af hovedet/halsen - så er hamsteren fikseret uden smerter.

Hamsterens køn

Det er meget let at bestemme en hamsters køn. Voksne hanner har store, fremtrædende testikler – ejeren er tit bekymret over disse knuder og tror, det er kræftknuder. Desuden er afstanden mellem urinrør og anus meget større hos hanner end hos hunner, og det gør det let at bestemme kønnet selv på unge hamstere.

Parring

Hanhamstere kan bruges i avl, når de er blevet 14 uger. Det anbefales, at man ikke avler på en hunhamster, før hun er 5 måneder, og at en hun ikke bør være ældre end 11 måneder, når hun får det sidste kuld. Når hunnen kommer i brunst, indtager hun en parringstilling med udstrakt krop. Hvis man rører hende på ryggen, står hun helt stille og strækker ryggen endnu mere. Lidt tyndt slim kan ses ved kønsåbningen. Man skal nu sætte hunnen ned i hannens bur ca. en time før mørkets frembrud. Hold godt øje med parret efter parringen, eller hvis de slås. Hunnen kan være meget aggressiv over for hannen og forårsage alvorlige skader. Ved mindste tegn på aggression fra hunnen skal hannen fjernes. Prøv igen næste aften. Hannen skal også fjernes straks efter en vellykket parring.

Drægtighed og fødsel

Drægtigheden er meget kort. Den varer kun 15-16 dage. Lige før fødslen bliver hunnen rastløs, og der kan komme lidt blod fra vulva. På dette tidspunkt bør man ikke røre ved hende eller forstyrre hende. Det er en god idé at rense hendes bur to uger efter parringen, sådan at buret er relativt rent, når hun føder sine unger. Kuldet er som regel på 5-10 unger, men endnu større kuld er ikke usædvanligt. Ungerne fødes hårløse med lukkede øjne og ører. Til gengæld har de allerede udvoksede fortænder.

Må ikke forstyrres 1 uge efter fødslen

Sørg for, at hunnen og ungerne har rigeligt med redemateriale og strøelse. Der skal også være rigeligt med frisk mad og vand i buret, allerede inden ungerne fødes. Hunnen og ungerne må IKKE FORSTYRRES den første uge efter fødslen, uanset hvad der sker. Hvis hunnen føler sig truet af noget som helst, vil hun slå ungerne ihjel og spise dem! Hun kan også finde på at gemme ungerne i kindposerne og bære rundt på dem for at finde et andet, mere sikkert sted at bygge rede. Det kan i nogle tilfælde føre til, at ungerne bliver kvalt, især hvis hunnen forstyrres i lang tid.

Fodring af ungerne

Unge hamstere begynder som regel at spise fast føde, når de er 7-10 dage gamle, men de bliver ikke vænnet fra, før de er 21-25 dage gamle. Sørg for, at ungerne har rigeligt med mad på gulvet i buret, og at de har adgang til opblødte hamsterpiller. Sørg også for, at vandflasken hænger så lavt, at ungerne kan nå den, og at de er stærke nok til at suge vand ud af den. Der må ikke stå åbne vandskåle i buret, mens ungerne er små, fordi de risikerer at drukne.

Du kan læse mere om hamstere her hamsterforeningen.dk