Det kan være fristende at give hunde og katte godbidder fra påske-buffeten, men det er misforstået dyrevenlighed, da maden kan være direkte giftig for især hundene. Tal fra Agria Dyreforsikring viser, at påsken er højsæson for forgiftninger med døden til følge hvert år, og mange katte kommer også galt afsted, fordi de spiser ting, de ikke kan tåle.

De fleste hundeejere ved godt, at hunde ikke kan tåle chokolade, men meget andet menneskemad som fx druer, rosiner, salt og fed mad er også skadeligt for hunden, forklarer Tine Antvorskov, direktør hos Agria Dyreforsikring. Desuden er det ikke nok at vide selv, hvad hunden ikke må spise, man skal også fortælle sine gæster til påskefrokosten, at de skal være varsomme med godbidderne:

“Giv hunden eget påskeæg med tyggeben og hundevenlige godbidder, og sørg for at fortælle gæsterne, at hunde ikke tåler påskemad og slik. Salt mad og fedt kan forårsage mavesmerter, og chokolade kan være direkte dødbringende,” siger Tine Antvorskov.

Følgende fødevarer bør hunden undgå:

Chokolade
En hund på 10 kg kan spise op til 40 gram mørk chokolade uden alvorlige konsekvenser. For den lyse chokolade ligger grænsen på omkring 100 gram. Sørg for, at børnenes chokoladepåskeæg ikke ligger fremme og frister, og tilbyd ikke hunden resterne af påskeæggene.

Fed og salt mad
Hvis hunden får for meget salt ved at drikke saltvand eller spise salt mad, kan den få mave- og tarmproblemer, men det kan også udvikle sig til en saltforgiftning. Husk på, at hunden er meget mindre end mennesket, og derfor tåler den langt mindre salt i kroppen. Meget fed mad kan give fordøjelsesproblemer.

Druer og rosiner
Vindruerne på ostebordet ser friske og lækre ud, men de kan forårsage akut nyresvigt hos hunden ved selv små doser. Det samme gælder for rosiner.

Hårde nødder
Hunden har ikke evnen til at nedbryde nødder med skaller, og de kan blive fanget i hundens mave-tarmkanal. Vær særligt opmærksom på macadamianødder, der betragtes som ekstra giftige for hunde.