Ændrede rutiner i stalden om vinteren er farligt

Kolik er en af de mest udbredte diagnoser for heste. Vintermånederne er værst, hvor antallet af tilfælde af kolik øges med 120%. Det viser Agria Dyreforsikrings skadestatistik. De tre syndere i vintersæsonen er for meget foder samt mangel på vand og motion.

Vi er på vej ind i en periode med kulde, sne og mørke og desværre også mange tilfælde af kolik hos heste. Kolik indebærer store lidelser for heste og uro for hesteejere. Når hesten bliver ramt af kolik, så går den uroligt rundt i boksen, ruller sig, sveder, spiser ikke og har ikke regelmæssig afføring.

Tine Antvorskov er direktør i Agria Dyreforsikring, og hun forklarer, at antallet af koliktilfælde stiger i vintermånederne, fordi hesteejere ofte ændrer rutiner for at tilpasse sig vejret og temperaturforholdene.

Kolik er ikke rart for hesten, men ofte ender et tilfælde af kolik godt. Forløbet kan dog ende på operationsbordet eller i værste fald med aflivning. Agria Dyreforsikring kommer her med 7 gode råd til hesteejere om, hvordan man forebygger kolik, og hvordan man skal reagere, hvis hesten bliver syg.

Sådan forebygger man kolik i vintermånederne

  1. Lav en balanceret foderplan baseret på grovfoder. Store mængder kraftfoder øger risikoen for kolik.
  2. Giv hesten mindre portioner af foder, det vil sige 4 – 6 gange pr. døgn.
  3. Sørg for, at hesten altid har adgang til frisk vand døgnet rundt, også på folden når det er koldt. Forstoppelser om vinteren skyldes ofte, at hestene drikker for lidt.
  4. Sørg for at motionere hesten regelmæssigt, selvom det er mørkt og koldt.
  5. Hvis hesten går på fold med sand eller sandjord - så giv hesten grovfoder for at mindske risikoen for sandkolik.
  6. Giv gerne lidt madolie eller majsolie i hestens kraftfoder. Det smøre tarmen. Loppefrø og hørfrø fungerer også til dette formål.
  7. Introducer altid hesten for nyt foder over et par uger.

Ved mistanke om kolik

Har man mistanke om, at hesten har kolik, så er det vigtigt, at man holder øje med afføringen. For lidt eller ingen afføring er ikke et godt tegn. Tag pulsen og temperaturen, og lyt efter, om der er lyd fra maven. En frisk mave rumler med jævne mellemrum. Gå med hesten for at aktivere tarmen, og undgå, at hesten lægger sig ned og ruller rundt. Hvis det er et mildt tilfælde af kolik, så kan en rask gåtur hjælpe, og det kan faktisk fjerne kolikken. Bliver smerterne derimod værre på gåturen, skal hesten forbi dyreklinikken.

Man skal fjerne hestens foder, hvis man har mistanke om kolik. Foder kan nemlig forværre problemet. Hold i det hele taget godt øje med hesten, og kontroller, om den har afføring og drikker vand. Kontakt altid dyrlægen, hvis der er mistanke om kolik, også selvom symptomerne ikke er voldsomme. Jo hurtigere behandling desto bedre prognose.

Agria Dyreforsikring er specialist i dyreforsikringer gennem mere end 128 år.

De fleste medarbejdere er selv dyreejere og sammen med dyreejerorganisationer og dyrlæger, er Agria med til at udvikle dyrehold, dyresport og dyrehelbred.

Agria Dyreforsikring i Danmark tilbyder fleksible forsikringer til heste, hunde, katte og andre smådyr som for eksempel slanger, kaniner, ildere og papegøjer.