Shetlandsponyen Freja undrede sig måske en smule over dagen i går. I stalden i Albertslund var alt ikke helt, som det plejer at være. Der var flere mennesker, ekstra gulerødder og godter og så var der journalister, som smilende tog billeder. Freja var nok ikke klar over, at den blev kåret som regional, sjællandsk vinder i Agria Dyreforsikrings kampagne Danmarks Dyrehelt 2017, selvom hun vidst godt kunne mærke, at hun var centrum for alt postyret.

Sander fra Vallensbæk er syv år, og han har svært ved at styre sine muskler på grund af sygdommen cerebral parese. Det er en medfødt hjerneskade, som blandt andet gør det svært for Sander at gå. Sander træner hver dag med sin mor og familiens pony Freja for at udvikle sin motorik. Frejas indsats og støtte de sidste fire år har været helt afgørende for Sanders positive udvikling, fysisk som kognitivt. Sander er godt gående i dag og udover at hjælpe ham på benene, så hjælper ridning ham til at slappe af og lindre smerter. På Frejas ryg kan Sander bevæge sig rundt i skoven som alle andre børn, fortæller Sanders mor, Randi Karlsen, som har indstillet shetlandsponyen til kampagnen.

Sander skulle ikke leve i en rullestol!

Nu har Freja vundet titlen som regional, sjællandsk vinder af konkurrencen, som afholdes af Agria Dyreforsikring for tredje år i træk. På rideskolen i Albertslund, hvor Freja er opstaldet, fik Randi Karlsen og Sander i går overrakt præmiecheck, gaver til Freja og godter af en repræsentant fra Agria Dyreforsikring. Med den regionale sejr går den lille pony Freja nu videre til den landsdækkende finale, hvor de skal dyste mod den jyske og fynske vinder om at blive hele Danmarks Dyrehelt.

Randi Karlsen var meget glad, da hun modtog gæster, gaver og check i går:

“Takket være Freja, så er Sander kommet op på benene, og hans sensitivitet er faldet markant. Jeg synes virkelig, hun fortjener at vinde, hun er simpelthen en sand stjerne og dyrehelt. Jeg er meget glad for, at Freja i dag bliver hyldet for sin indsats,” sagde Randi Karlsen.

Med titlen som regional dyrehelt følger 5.000 kr., som skal doneres til dyrevelgørenhed. Randi Karlsen fortæller, at pengene bliver doneret til foreningen Vestjysk Hestevelfærd, som er en frivillig forening, der arbejder for heste i Danmarks velbefindende.

Lise Rovsing er dyrlæge og sidder i kampagnens dommerpanel. Hun siger om den regionale vinder:

“Freja er et smukt eksempel på, hvordan dyrets fysiske styrke kan komplimentere et menneskes manglende førlighed. Vidunderligt at se det bånd der er skabt mellem Freja og Sander”

Efter udnævnelsen af ponyen Freja som regional vinder på Sjælland, mangler kampagnens dommerpanel nu blot at finde den endelige vinder – hele Danmarks Dyrehelt 2017 - som præsenteres i næste uge.

Her kan indslag på TV2 Lorry ses https://www.tv2lorry.dk/artikel/hesten-freja-har-faaet-spastiske-sander-til-gaa

Baggrunden for Danmarks Dyrehelt

Kampagnen “Danmarks Dyrehelt” er sat i verden for at hylde danske kæledyr for den glæde, de spreder i hverdagen, trofastheden og deres evne til ekstraordinære heltegerninger. Det er Agria Dyreforsikring, der afholder konkurrencen for tredje år i træk.

I en måned har danske kæledyrsejere indsendt historier til kampagnen Danmarks Dyrehelt 2017. Det er væltet ind med indstillinger af hunde, katte, heste og alle mulige andre slags dyr. Helt præcist har Agria Dyreforsikring modtaget 1064 rørende og sjove historier om dyr, som gør en ekstraordinær indsats for deres ejere eller på anden måde er helte i hverdagen.

De to første regionale vindere fra Jylland og Fyn er fundet. Hunden Einstein fra Brørup fandt en foreslået og dement mand i en hæk, som fik den fornødne hjælp. Den fynske vinder blev læsehunden Molly fra Odense, der hjælper børn med læsevanskeligheder.

Nu hvor alle tre regionale vindere er fundet, mangler dommerpanelet nu kun at tage stilling til, hvem af de tre kandidater skal kåres til hele Danmarks Dyrehelt 2017.

Læs mere om konkurrencen her: Danmarks Dyrehelt 2017

Kampagnens dommerpanel

  • Dyrenes Beskyttelse - Chefkonsulent for familiedyr Jens Jokumsen
  • Dansk Kennel Klub - Adfærdskonsulent Lise Lotte Christensen
  • Dyreklinikken Artemis – Dyrlæge Lise Rovsing
  • Jydsk Racekatte Klub - Susanne Wehnert
  • OL-rytter - Lisbet Seierskilde
  • Sidste års vinder - Pararytter Cecilia Rosell
  • Agria Dyreforsikring - Sonja Karaoglan

Ugepræmier

  • 5.000 kroner, der skal doneres til dyrevelgørenhed
  • Et års sygeforsikring til kæledyret
  • Præmiepakke fra Agria Dyreforsikring til en værdi af 500 kroner

Den store hovedpræmie

  • 20.000 kroner, der skal doneres til dyrevelgørenhed
  • Præmiepakke fra Agria Dyreforsikring til en værdi af 1.000 kroner
  • Fotosession for Danmarks Dyrehelt og ejer med professionel fotograf