Hos Agria Dyreforsikring ser vi en høj forekomst af nyresygdom hos ældre katte. Det er ca. hver tredje kat over ti år, der får en nyrelidelse.

Symptomer på nyresygdom hos katte

Symptomerne kan være flere, men ofte bliver katten ekstra tørstig og urinerer mere. Den kan også lide af nedsat appetit med opkast og vægttab til følge og ofte tillige med tab af muskelmasse. Den sover mere, og pelsen bliver mat og skællet, idet katten ofte udover nedsat pelssoignering lider af generel nedstemthed.

Hvis alle de symptomer er til stede, kan sygdommen desværre være meget fremskreden, og meget af kattens nyrevæv kan allerede være ødelagt. Således er tidlig diagnostik væsentligt – idet man ved CKD (Chronic Kidney Disease) ikke kan skrue tiden tilbage og gendanne tabt nyrevæv – men blot bremse den degenerative proces. Denne diagnostik foregår via blod og urinprøve analyser, mv.

Sådan stille diagnosen

Agrias dyrlæge Mogens Brix forklarer, hvordan diagnosen stilles:

“Dyrlægen undersøger katten og taler med dig om symptomerne og tager så blod- og urinprøver på den, der vil afklare, om problemerne udspringer fra nyrerne. Blodprøven vil vise forhøjede nyreværdier (Creatinin/Urea/SDMA, mm.), og urinprøven vil i tilfælde af nyrelidelse vise, at der er nedsat vægtfylde af urinen (dvs. nedsat evne til at opkoncentrerer urinen = væsketab via urinen) og desuden evt. udskillelse af protein/glucose, mm. Forhøjet blodtryk kan nogle gange følge med nyresygdom. Dyrlægen kan tage kattens blodtryk, hvis det vurderes nødvendigt ud fra kattens symptomer.”

Behandling af nyresygdom hos kat

Hvis det vurderes, at sygdommen er opdaget i en tidlig fase, vil man anbefale en særlig nyrediæt, der består af foder af høj kvalitet med lavt indhold af fosfor og moderat indhold af protein for at understøtte nyrefunktionen, hvilket hjælper med at forbedre kattens livskvalitet.

Dyrlægen kan ydermere ved behov udskrive medicin til katten, som den skal have resten af livet. Medicinen kurerer ikke sygdommen, men kan dæmpe symptomerne – og således vil løbende monitorering af denne kroniske lidelse (CKD) være nødvendig for løbende vurdering af nyrestatus og dermed eventuelt behov for justering af medicin, mm.

Forebyg med et senior sundhedstjek

Når din kat nærmer sig  ti år, kan du tage den til et senior sundhedstjek hos dyrlægen. På den måde kan man være heldig at opdage nyresygdommen i tide.