Men hvis du ikke skal bruge din kat i avl, er der mange gode grunde til at overveje at få den neutraliseret. Der er nemlig mange ulemper forbundet med at have en intakt kat, både for ejeren og for katten.

Intakt hunkat

En hunkat, der ikke er steriliseret, kommer i løbetid. Nogle hunner kommer i løbetid meget sjældent, andre meget tit. Hvis hunkatten er udekat, risikerer du at måtte trækkes med uforudsete killingekuld. Mange hunkatte kan få unger allerede, når de er et halvt år gamle, en alder, hvor de hverken fysisk eller psykisk er modne til at blive mødre.

Kattens løbetid

En hunkat bløder ikke, sådan som en tævehund gør. Det skyldes, at hunkatten ikke får ægløsning i løbetiden. Ægløsningen indtræffer først under parringen.
Når hunkatten er i løbetid, går hun sammenkrummet med halen til siden, ruller rundt på gulvet eller på jorden og jamrer og hyler højt i sin længsel efter en hankat.

I denne periode spiser hun ikke ret meget. Hunkatte i løbetid taber sig ofte, bliver rastløse, mister pels og har det ikke særlig godt.

Nogle hunkatte tisser også under løbetiden. Og de stakkels katteejere kan nemt få deres nattesøvn ødelagt, når hunkatten er i løbetid.

P-piller

P-piller er ikke nogen langsigtet løsning for hunkatten. Det er ikke nogen god idé at proppe din hunkat med hormoner hele dens liv. P-piller har også en del bivirkninger, og er ikke nogen fuldkommen sikker præventionsmetode. Din kat kan kaste pillen op eller spytte den ud, uden at du ser det.

Sterilisering

Ved sterilisering fjerner dyrlægen æggestokke og livmoder ved en operation. Som regel tager man til dyrlægen med sin hunkat om morgenen og kan hente hende igen om eftermiddagen. Indgrebet giver et mindre ar med nogle få sting, og katten skal gå med skærm et stykke tid, så hun ikke slikker i såret. Hunkatten er frisk igen efter et par dage, og stingene kan tages ud ti dage efter operationen.
Nogle dyrlæger udfører en såkaldt kikkertoperation, som er et mindre indgreb. Hunkatten er fuldt bedøvet under indgrebet.

Der er delte holdninger til hvor tidligt du bør få din hunkat steriliseret. Snak med din dyrlæge om det. Hunkatten behøver ikke at få et kuld killinger, før hun kan steriliseres.

Intakt hankat

En hankat bliver kønsmoden allerede, når den er et halvt år gammel. Dens urin kommer til at lugte meget stærkt, og hvis din kat er indekat, kan du ikke undgå at lægge mærke til det.

En ukastreret hankat som går ude, får et stort territorium, som den hele tiden udvider. Han er mere stridslysten end en kastrat. Du risikerer at få en kat, der hele tiden kommer i slagsmål, og som er væk hjemmefra store dele af tiden. Hannen vil også medvirke til at øge antallet af uønskede katte i nabolaget.
Hvis din kat er indekat, vil du få problemer med urinmarkering. Det vil sige, at hankatten med tis afmærker sit indendørs territorium. Han bliver rastløs, kan gå fra foderet og hyler højt for at tiltrække hunkatte.

Kastrering

Nogle dyrlæger kastrerer hankatte under fuld bedøvelse, mens andre nøjes med at give lokalbedøvelse og noget beroligende. I så fald er katten slap, men ved bevidsthed.

Du kan som regel få lov at være med ved indgrebet. Dyrlægen skærer et snit i pungen og fjerner testiklerne. Pungen sys ikke sammen, men læger af sig selv. Allerede dagen efter er hankatten sig selv igen.

Det koster mindre at få en hankat kastreret end at få en hunkat steriliseret, fordi det er et meget mindre indgreb.

Pasning af din neutraliserede kat

Bemærk, at du skal undlade at give katten lov til at sove i sengen lige efter indgrebet, fordi en kat, der har været bedøvet nemt kommer til at tisse ufrivilligt inden for det første døgn.

Tænk også på, at en kat, der har været i narkose eller fået lokalbedøvende midler, har svært ved at holde varmen. Læg din kat et varm sted, hvor den kan komme sig i ro og fred.

Vær opmærksom på din kats foder i fremtiden. En neutraliseret kat har tendens til at blive overvægtig. Tilpas mængden af mad.