Klippes eller ej?

Om kattens kløer skal klippes eller ej afhænger meget af kattens livsomstændigheder, om det er en indekat eller udekat, og hvor aktiv den er. Væn dig til at undersøge kattens kløer regelmæssigt så du kan sikre dig, at de ikke vokser ind i trædepuderne.

Man kan godt bruge en negleklipper (tre-i-en) til at klippe kattens kløer med, men en rigtig klosaks, der er beregnet til katte, er bedre. De kan købes i de fleste dyrebutikker.

Hvordan klipper du kattens kløer?

Det kan være besværligt at klippe kløer på en kat, især hvis katten ikke er samarbejdsvillig. En god metode kan være at have katten på skødet og holde den fast med et bestemt tag. Hvis du ikke har godt fat i katten, sker det meget nemt, at den river sig løs, netop som du klipper.

Når du trykker på trædepuderne, kommer kløerne frem, så du kan se dem ordentligt.

Inde i hver klo er der en lyserød kerne, der indeholder nerver og blodkar. Vær forsigtig og undgå at klippe ind i den. De hvide spidser består af dødt væv, og her kan man klippe, uden at katten kan mærke noget. Klip to til tre millimeter fra blodåren.