Når foråret kommer, begynder udekattene at være mere aktive udendørs i stedet for at ligge og snue i en varm stol foran et varmeapparat. Det betyder så også, at kattenes jagtaktiviteter stiger. Dette opdager ejerne ved, at kattene begynder at bringe små forårsgaver hjem i form af mus, og måske endda småfugle, i mere eller mindre levende stand.

Det er vi ikke alle lige vilde med, og mange katteejere så gerne at deres katte jagede mindre, samtidig med at de ikke har lyst til at forhindre deres kat i at komme ud. Det kan være svært at forstå, at en kat med en fyldt madskål hjemme, stadig går på jagt og kommer hjem med byttedyr.

Katten – Det ultimative rovdyr

Alle kattedyr, inklusive den domesticerede kat (dvs. vores kat hjemme i sofaen), er obligatoriske kødædere. Dette betyder, at deres diæt skal bestå overvejende af kød, for at de kan få alle de næringsstoffer og proteiner, de har brug for for at forblive sunde og raske. Et kattedyr, der lever alene på en plantebaseret diæt, vil blive sygt og i sidste ende dø, medmindre man sørger for at tilsætte en række aminosyrer og vitaminer.

Dermed er alle kattedyrs overlevelse baseret på deres evner til at jage, idet de ikke kan ’substituere’ med planter, hvis det en dag ikke lykkes dem at fange bytte. Evolutionen har derfor gjort kattedyr til dybt specialiserede jægere; deres krop og sanser er fintunet til at jage og nedlægge bytte.

Dette gælder også for den domesticerede kat; selvom mange katte i dag får mad af deres ejere, så er der også stadig mange katte, der lever vildt, og derfor har brug for at være gode jægere. Derfor holder evolutionen ’liv i’ de toptunede jagtegenskaber, også hos den domesticerede kat.

Kat har fanget en mus

Hvorfor jager en mæt kat?

Men selvom katten fra naturens side er den ultimative jæger, kan det virke underligt at tamme katte med en fuld madskål hjemme stadig jager og kommer hjem med bytte. For at forstå det skal vi igen kigge på den evolutionære udvikling af katten.

De byttedyr en kat nedlægger er normalt en del mindre end katten selv (f.eks. mus). Det betyder, at for at overleve og være mætte har katte gennem tiderne skulle nedlægge og spise mange byttedyr i løbet af en dag. Og det er jo ikke sikkert, at enhver jagt er endt med at katten rent faktisk har nedlagt byttet.

Dermed har katte udviklet sig til at være opportunistiske jægere; de vil gå på jagt nærmest hver gang, chancen byder sig, også selvom de lige har spist. Derfor kan man også se huskatten forlade sin fyldte madskål og gå direkte ud og fange en mus!

Kan man reducere kattens lyst til at gå på jagt?

Som sådan kan katten fra naturens side nærmest ikke lade være med at jage, også selvom den har et varmt og trygt hjem og masser af mad. Nogle ejere vil dog gerne have, at deres kat havde mindre lyst til at jage, måske specielt hvis jagten går ud over havens fugle. Samtidig vil man jo helst ikke forhindre katten i at have det frie udeliv. Der er dog ting, man kan gøre for at prøve at reducere kattens lyst til at gå på jagt.

  • Giv katten flere små måltider i løbet af dagen: En kat, der lever vildt og er afhængig af jagt, vil typisk spise 7-20 små måltider i løbet af et døgn. Derfor kan man med fordel give sin kat flere små måltider hen over dagen eller lade en madskål stå fremme med mad, hvis overvægt ikke er et problem for katten. Alternativt kan man bruge en foderautomat, der kan indstilles til at udløse mad til katten flere gange om dagen.
  • Tal om foderets sammensætning med dyrlægen: Forskning har vist, at hvis katte får et foder, der er rigt på kødprotein, så kan dette reducere deres tendens til at jage. Derfor kan det være en idé at finde et foder, der er rigt på kødprotein eller supplere kattens nuværende foder med f.eks. vådfoder rigt på kød. Husk dog altid, at tale med kattens dyrlæge inden kattens foder ændres eller suppleres.
  • Leg med din kat: Det samme studie, der har peget på, at et foder rigt på kødprotein kan nedsætte kattens jagt-lyst, har også vist, at hvis ejerne leger dagligt med katten i 5-10 minutter, så kan mængden af byttedyr, katten bringer hjem, reduceres med op til 25%. Samtidig er det jo super-hyggeligt at lege med katten, så det er en ren win-win situation for både kat og ejer, at man begynder at lege mere med sin kat!

Kat leger med gavebånd

Vil katten helt holde op med at jage?

Jeg tror ikke, at man helt kan forhindre en kat, der jævnligt bringer bytte hjem i at jage. Man kan højst nedsætte frekvensen og så glæde sig over, at fuglene måske i højere grad tør komme i haven igen. Samtidig synes jeg også, man skal være beæret over at katten, der faktisk er meget tæt på stadig at være et vildt dyr, trods alt har lyst til at bo sammen med os. Ved at bringe os ’gaver’ i form af bytte viser den endda, at vi er en del af dens familie.