Magdalena Holmström er opdrætter og driver websitet www.kattar.nu, som Agria i Sverige samarbejder med. Gennem udstillinger, foreningsliv og websitet kommer hun i kontakt med mange katteejere, opdrættere og udstillere, der deler deres erfaringer med de forskellige racer. Hun synes ikke, at folk har nogen særlig stor viden om de forskellige racer og deres særpræg.

– Mange af dem, der mailer til mig, er faldet for en bestemt racesudseende, og så vil de gerne vide, hvordan dens adfærd er.

– Findes der nogen hovedgrupper i katteverdenen, sådan som der gør i hundeverdenen?

– Det er vanskeligt at sige. Men generelt er det sådan, at de racer, der er lidt kortere og mere klumpede i udseendet, som for eksempel perser, exotic og britisk korthår, er lidt mere rolige og har et mildere væsen.

Birma, europé og huskat er midt imellem

Og ellers findes der ’almindelige’ katte. Birma er sådan en midtimellem-race, der kan sammenlignes med en almindelig huskat, når det gælder adfærd. I denne gruppe har vi også racer som europé og ragdoll.

– Det følger egentlig pelstypen, selv om jeg ikke ved, om der er nogen reel sammenhæng. Men så har du til gengæld norsk skovkat og maine coon, som er lidt mere aktive, selv om de har den samme pels som birmaen.

Siameser og rex kat er aktive

Så nærmer vi os de mere aktive racer som siameser og rex katte (cornish og devon rex).

– Disse mere spinkle og slanke racer er som oftest fulde af energi og mere højlydte. Birmaen ’snakker’ også meget, men ikke lige så meget som siameseren, der ikke sådan er til at overse!

Men der er selvfølgelig også individuelle forskelle.

– Min veninde har britisk korthår, og hendes katte er meget afdæmpede. De ville aldrig finde på at klatre i gardinerne. Derfor købte hun en han, der viste sig at være helt vild. Han løb rundt og hoppede og sprang og lavede ballade.

Lang og slank er lig med mere ’action’

Men i det store og hele kan man sige, at lange, slanke, korthårede racer er lig med mere ’action’, mens kortere, mere klumpede racer er mere rolige og afdæmpede.

En af de mere specielle egenskaber finder man hos tyrkisk van kat, der både kan lide at bade og svømme! Meget tit ser man, at de springer op i badekarret og svømmer rundt.

– Jeg tror, at det er en vane, der stammer fra deres fortid, siger Magdalena. – Måske har de levet af at fiske, eller også boede de i egne med mange rørskove, som de var nødt til at trænge igennem. Bengal katte har lidt af det samme, de er ligeglade med at blive våde. Men der er ingen katte, der nyder at blive sæbet ind og badet. De vil hellere selv svømme rundt. Når de fleste katte ikke bryder sig om at gå i vandet, er det ganske enkelt, fordi de ikke er særligt gode til at svømme.
Birmaens hosten, når den bliver vred, er et andet helt specielt racetræk.

Magdalenas egne birmaer har ydermere udviklet deres helt egen jagtmetode:
– Når de jager rotter, bider de ikke rotten, men stiller sig op oven på den og tramper den ihjel! Det har jeg aldrig set andre katte gøre.

Findes der nogen aggressive katteracer, som svarer til pitbullterrieren?

– Nej, det vil jeg ikke påstå. Der findes ingen specielle jagt- eller angrebsracer hos katte!

Der findes heller ikke nogen særlig ’familiekat’, der er specielt børnevenlig og som tålmodigt finder sig i at blive væltet omkuld eller strøget mod hårene. Men hvis katten er vant til børn, er det sjældent noget problem.

Væn katten til babyens duft

Katte kan tage afstand fra ejernes nyfødte baby. Det er som regel bare, fordi barnet dufter fremmed. Et godt råd er at tage noget med hjem fra fødeklinikken, som har babyens lugt, sådan at katten kan vænne sig til duften, før barnet kommer hjem.

Hvis man vænner katten til babyens duft eller hvad man nu vil præge den med, kan man få den til at acceptere det meste – småbørn, at køre i bil, at blive redt eller gå i snor, på samme måde som man kan præge hunde og andre kæledyr. Men katte kan være reserverede og modvillige mod børn, der er meget støjende, indtil de har indset, at barnets bevægelser og lyde ikke er farlige.

Katten er alt for selvstændig til bare at gøre nogen tilpas, og derfor opgiver de fleste at træne katten til at apportere eller give pote. Men det kan man faktisk sagtens, selv om det kræver stor tålmodighed.

– Det handler i så fald om at begynde, mens katten er lille. Man kan jo for eksempel lære katten at bruge vores toilet. Man sætter en plastbalje hen over toilettet og fjerner den gradvist, og så sidder katten på brættet og tisser.