Abu er ved at lære, hvordan det føles at bevæge kroppen uden smerter. Den knap etårige newfoundlænder gennemgik tidligere i år operationer i begge bagben og har efterfølgende været igennem et langt genoptræningsforløb.

Hvis Abu ikke havde haft en sygeforsikring, havde han slet ikke været i live i dag, lyder det fra den unge hunds ejer.

“Som hvalp var han rask og rørig og havde været igennem alle sundhedsundersøgelser uden problemer. Men da Abu var seks måneder gammel, opdagede jeg, at hans ben indimellem så helt forkerte ud. Bagbenene knækkede sammen ind mod hinanden, og knæskallerne gled ud på ydersiden,” fortæller Ulla Nielsen fra Nyborg.

Den bekymrede hundeejer gik på nettet, talte med dyrlægen og forsøgte sig med forskellige øvelser, men Abus tilstand blev hurtigt værre.

Det var så smerteligt at se, at han lå der helt passiv

“Jeg indså, hvor dårligt Abu havde det, da vi fik besøg af en anden hund. Abu lagde sig ned og mavede sig frem. Han ville gerne lege med den anden hund, men kunne ikke gå. Det var så smerteligt at se, at han lå der helt passiv. Jeg tog ham straks til dyrlægen, så han kunne blive røntgenfotograferet,” fortæller Ulla Nielsen.

Dyrlægen i Rynkeby kunne fastslå, at begge Abus bagben var ramt af lidelsen løse knæskaller - patella luksation - det ene ben lidt værre end det andet. Hundens tilstand krævede operation i begge bagben.

Sygeforsikring dækker operationer

Abu har været dækket af en sygeforsikring hos Agria Dyreforsikring, siden han var en helt lille hvalp.

Da Abus sygdom i første omgang var blevet diagnosticeret, overvejede Ulla Nielsen, om Abu skulle have fred, da hun endnu ikke vidste, om han kunne få et godt og langt hundeliv. Men dyrlægen understregede, at operationerne kunne gøre Abu helt rask.

“Fordi Abu var dækket af en sygeforsikring, kunne jeg tage beslutningen om Abus operationer med tanke på ham og hans fremtidsudsigter. Kunne han blive rask? Kunne han få et godt liv? Hvis vi ikke havde haft en sygeforsikring, var jeg blevet nødt til at have det økonomiske aspekt med i mine overvejelser. Jeg er så glad for, jeg ikke endte i den situation,” siger Ulla Nielsen.

Abus ene bagben blev opereret sidst i januar i år, operationen i det andet bagben fulgte i starten af marts. 

“Det helt afgørende for os var, at han kunne blive rask. Vi kunne tage beslutningen om operationer med tanke på Abu og ikke økonomien. I dag er Abu en glad, logrende hund med mod på livet,” siger Ulla Nielsen.

For få sygeforsikrer

De seneste tal fra YouGov viser, at kun knap 40 procent af de danske hundeejere har en sygeforsikring til deres hund. Udviklingen går i den rigtige retning. Men der er stadig alt for mange hunde, der må aflives, fordi deres ejere ikke har råd til at betale for dyre behandlinger hos dyrlægen. 

Sonja Karaoglan er administrerende direktør i Agria Dyreforsikring, hun mener, at danske hundeejere skal tænke langsigtet, når de anskaffer sig en hvalp.

“Man påtager sig et stort ansvar, når man byder en lille hvalp velkommen i familien. Alt for mange tænker ikke over, at sådan en lille størrelse kan komme til skade. Hvalpe og unghunde er nysgerrige og kan hurtigt komme galt afsted, men når først skaden er sket, er det for sent at tegne forsikringen. Det er både billigere og mere sikkert at tegne den fra den dag, man henter hvalpen,” siger Sonja Karaoglan.

En pakke med både den lovpligtige hundeansvarsforsikring og sygeforsikring kan tegnes fra cirka 100 kroner om måneden. Prisen er afhængig af hundens alder, race, helbred samt hvilken dækning du vælger.

Mester i hundesvømning

Da begge Abus knæ var blevet opererede, kunne Ulla Nielsen fokusere 100 procent på at genoptræne sin hund. Han har gjort store fremskridt og har det godt. To gange om ugen står den på hundesvømning i CanisVitae, der er en hundesvømmehal i Ørbæk, og Abu har lært at løfte benene med særlige øvelser, hvor han skal gå over en bum.

“Jeg overvejede slet ikke, at Abu ikke skulle forsikres. Man håber altid, man ikke kommer til at bruge sygeforsikringen, men i Abus tilfælde har den reddet hans liv, for jeg havde ikke kunnet finde pengene til operationerne selv. Han er en lille fighter, og han har fået en chance til,” siger Ulla Nielsen.