Oplever du, at din hund gnider sin pote mod øjet? Er din hunds øje meget rødt, hævet og måske endda betændt? Så kan det være, at din hund har øjenbetændelse.

Husk, at nogle øjensygdomme kan påvirke hundens syn permanent. Hvis du bemærker, at din hund har symptomer som rødme, ubehag, at den blinker meget med øjnene, har klæbrigt øjensekret omkring øjnene eller følsomhed over for lys, skal du altid kontakte din dyrlæge.

Er du kunde hos os, så kan du gratis ringe til vores digitale dyrlægerådgivning i Agrias app og få en dyrlæges vurdering af, hvad du skal gøre.

Læs mere om den digitale dyrlægerådgivning

Hvorfor får hunden øjenbetændelse?

Der er mange forskellige grunde til, at din hund får af øjenbetændelse:

  • Irritationer på grund af fx støv, røg eller shampoo.
  • Fremmedlegeme eller genstand i øjet, fx græsaks om sommeren.
  • Nedsat produktion af tårevæske.
  • Anatomiske abnormiteter som øjenhår der sidder på kanten af øjenlågene og irriterer.
  • Skader på hornhinden.

Symptomer på øjenbetændelse hos hunde

Der er visse symptomer, som du kan kigge efter, hvis du tror, at din hund lider af øjenbetændelse.
Hvis du ved, at din hund har allergi, medfødte abnormiteter eller har tilbøjelighed til at få øjenbetændelse, er det især vigtigt at holde styr på hundens øjne.

En vis grad af væske fra hundens øjne er helt normalt. Hver gang din hund blinker, skylles hundens øjne med tårevæske, der renser øjnene og fjerner snavs.

Desuden er der forskel på hunderacer og deres udseende omkring øjnene. Nogle racer har mere udstående øjne, nogle dybtliggende, og nogle hunderacer har mere hud og pels omkring øjnene, hvilket ligeledes kan påvirke strømmen af tårer. Der er altså også forskel fra race til race.

Tjekliste over symptomer:

  • Rødme, hævelse eller betændelse i eller omkring øjet.
  • Øget tårestrøm eller klæbrigt sekret fra øjet.
  • Hunden blinker meget eller kniber øjnene sammen.
  • Hunden holder et øje lukket.
  • Hunden viser følsomhed over for lys.
  • Hunden gnider sin pote mod øjet.

Hvordan diagnosticeres øjenbetændelse hos hunde?

Diagnosticering af øjenbetændelse hos hunde er meget lig den måde, det gøres på mennesker.
Her listes nogle af de tests, der kan udføres af dyrlægen for at finde ud af, om din hund lider af øjenbetændelse:

  • Visuel undersøgelse af øjne og øjenlåg.
  • Schirmers test - en strimmel papir indsættes i de nederste øjenlåg i hvert øje for at måle produktionen af tårevæske.
  • I tilfælde af mistanke om skade på hornhinden (cornea) udføres en særlig farvning af øjets hornhinde (fluoresceinfarvning). Du kan derefter se eventuelle skader på hornhinden.
  • For at undersøge den forreste og bageste halvdel af øjet anvendes en spaltelampe og oftalmoskop (øjenspejl). Så kan man se linsen, glaslegemet og nethinden.
  • Intraokulært tryk (IOP) måles med et instrument kaldet et tonometer for at lede efter tegn på grøn stær.
  • Cytologisk undersøgelse for mulige bakterier eller om andre former for betændelse er til stede.
  • Blod- og urinprøver tages for at undersøge, om din hund har en mere almen betændelse eller sygdom.

Behandling af øjenbetændelse hos hunde

Din hund kan få øjenbetændelse af mange forskellige årsager. Derfor findes der også flere forskellige behandlinger.

Hvis du bemærker, at din hund har betændelse i øjet, kan du starte med at skylle din hunds øjne med saltvand. Du kan også bruge blødgørende øjendråber i hundens øjne. Kontakt gerne din dyrlæge og spørg om råd.

Hvis din hund ikke får det bedre eller allerede viser tegn på smerte, så få altid en dyrlæge til at undersøge øjet. Afhængigt af hvad der forårsager betændelsen, vil dyrlægen anbefale den rette behandling.