Hvordan gør man helt præcist, når man skal børste tænder på en hund?

Jo tidligere man begynder at børste tænder på sin hund, jo bedre resultat, og jo lettere bliver det. Anskaf en almindelig blød tandbørste. Til små hunde og katte kan en børnetandbørste være god. Du kan nøjes med at børste tænderne lidt ’symbolsk’ til at begynde med, og vente med at børste mere grundigt, til hunden har vænnet sig til det. Du skal ikke åbne hundens mund. Hold i stedet rundt om snuden, så hunden ikke åbner munden. Børst mellem læber og tænder på ydersiden af tænderne. Det er der tandsten sætter sig.

Børst tænderne et par gange om ugen.

Børst tænderne et par gange om ugen. Som regel er det nemmest at børste tænderne, hvis du lader hunden sidde med ryggen til sig, mellem dine ben og så børster med fremadrettede bevægelser. Hvis det er en mindre hund eller kat er det bedst, hvis dyret kan sidde på skødet af dig med ryggen mod din mave. Læg et håndklæde på dit skød, så du ikke får tandpasta på tøjet. Hvis man er to, kan man hjælpes ad, sådan at den ene står bag ved dyret og støtter, mens den anden står foran dyret og børster.

Hvis du stiller dig foran hunden og forsøger at børste, opnår du som regel bare, at hunden bakker for at forsøge at undgå tandbørsten, indtil dine arme ikke kan nå længere. Hvis det er svært at komme til at børste tænder på hunden, kan du prøve med lidt rent gaze omkring en finger eller en af de nye små ’fingertutter’ der er beregnet til tandbørstning, og gnide hundens tænder med den i stedet.
Du kan måske gøre det lidt mere lystbetonet at børste tænder, hvis du bruger en speciel tandpasta beregnet til hunde. Der findes for eksempel tandpasta med leversmag, som mange hunde godt kan lide.

Vær tålmodig og ros og beløn hunden rigeligt, når det lykkes. Det gode resultat ses tydeligt, når hunden bliver 8-10 år gammel! Hunde, der får børstet tænder, har meget sundere tænder, end hunde, der ikke får børstet dem.

Min boxerhan på fire år har dårlig ånde. Vi skiftede foder for tre måneder siden. Hvorfor lugter han så slemt ud af munden, og hvad kan man gøre?

Dårlig ånde kan skyldes flere forskellige ting. Det første, man skal undersøge, er, om hunden har problemer med tandsten eller infektioner i tandkødslommerne. Det er dyrlægen den bedste til at afgøre.

Andre årsager til dårlig ånde kan være infektioner i mave-tarmkanalen, eller det kan skyldes det foder, din hund får. I dit tilfælde kan du prøve at skifte tilbage til det foder, du brugte tidligere, og se om det hjælper. Hvis det ikke gør nogen forskel, må du nok tage din boxer med til dyrlægen for at finde en forklaring.

Jeg har et spørgsmål om brug af shampoo til hund. Hvor tit må man sæbe en voksen hund ind, når man bader den?

Generelt kan man sige, at du kan bade din hund, når den er snavset. Hvis det drejer sig om en hund med hudproblemer, kan man i nogle tilfælde være nødt til at bruge en specialshampoo, som led i behandlingen, og det kan være nødvendigt at bade den et par gange om ugen.

En sund og rask hund uden hudproblemer kan man bade, når den trænger. Det kan være en gang om måneden eller en gang hvert halve år afhængig af, hvilken hund og pelstype der er tale om. Det vigtigste er, at man bruger en god shampoo, der er beregnet til hunde, og aldrig anvender menneskeshampoo, sulfo el. lign.

Hvor længe fælder en labrador, og fælder den mere eller mindre i løbet af året?

Hundens pels, det vil sige de enkelte hår, skiftes helt naturligt ud efter et stykke tid, og de gamle hår afstødes – hunden fælder. Nogle gange oplever man, at unormalt mange hår fældes samtidigt, og det ses tydeligt derhjemme. Det kan også forekomme, efter at hunden har været alvorligt syg, eller efter at en tævehund har ammet mange hvalpe.

Stort pelstab ses også tit, når hunden fælder vinterpelsen. En anden grund kan være, at hunden opholder sig indendøre, hvor der er varmt og tørt. Hvis hunden ikke er tyndpelset eller har bare pletter, skulle der ikke være noget at bekymre sig over. Hvis der er noget galt, er der altid en årsag til det, men den kan tit være svær at finde. Det er som regel meget svært at påvirke, hvor meget eller lidt hunden fælder.

Vi har en hund, der har fået små brun-sorte dyr rundt om næsen og ørerne. De er ca. 1,5 mm og har små ben. Dyrlægen har givet os besked på at anvende en speciel shampoo, og det har vi gjort tre gange med to ugers mellemrum. Nu, to måneder senere, er de tilbage. Samtidig har en anden hund i familien fået disse dyr. Hvad skal vi gøre?

Din hund har fået lus. Foruden lusene kan du se lusenes æg, som er millimeterstore, hvide gryn, der sidder fast på de enkelte hår. Lus smitter meget nemt fra den ene hund til den anden. Alle de hunde, som det smittede dyr har været i kontakt med, skal bades, ellers breder smitten sig igen. Man kan både behandle mod lus og forebygge nye angreb med Frontline Combo Vet, der også virker mod lopper og flåter.

Poteeksem – hvad kan man gøre ved det?

Når hunde går rundt med våde poter i længere tid ad gangen, kan det give grobund for svampevækst. Huden bliver rød og irriteret, og pelsen bliver ofte misfarvet. Klip området rent for pels og hold øje med det, så plejer det at løse sig. Man kan vaske poterne regelmæssigt med vand og sæbe eller sårrensemiddel, men det er vigtigt at tørre poterne grundigt bagefter.

Nogle hunde får nemmere dybe infektioner i huden, og der kan opstå bylder og fistler i huden. Så bliver poterne ømme, og der kommer sår. I disse tilfælde kræver det behandling hos dyrlægen, der kan tage prøver af huden og sætte ind med en passende behandling.