Det er tit hunden kommer med på besøg hos venner og familie og den derfor kommer ud på landets motor- og landeveje. Det kan nogen gange byde på tæt trafik og glatte veje – specielt i efteråret og om vinteren, hvor temperaturerne falder, og der kan være mange våde blade på vejene. Derfor er det vigtigt, at du sørger for, at alle passagerer i bilen er sikkert fastspændt - det gælder også hunden.

I Danmark har vi ingen lovgivning om hundes sikkerhed i bilen, som man f.eks. har i Sverige. Derfor er det vigtigt, at du som hundeejer selv tager ansvar, når du transporterer din hund i bilen. Ved en hård opbremsning kan hunden mangedoble sin vægt, så det er en god idé at fastspænde hunden, også af hensyn til bilens øvrige passagerer. Der findes mange former for tilbehør til transport af hunden, som kan være afgørende for hundens liv, hvis en ulykke indtræffer. 

Sådan sikrer du bedst hunden i bilen

Vi giver her fire anbefalinger til udstyr, der gør, at din hund sidder mere sikkert og behageligt, når I begiver jer ud i trafikken.

  1. Hundebur i bilen: Et godt hundebur kan forhindre, at din hund kastes rundt i kabinen, f.eks. ved meget hårde opbremsninger. Det er en god idé at hundeburet er sat fast i bunden eller siderne af bagagerummet, så det ikke kastes rundt i bilen. 
  2. Sikkerhedssele til hunden i bilen: Der er udviklet specielle sikkerhedsseler til hunde, der beskytter dyret på samme måde, som sikkerhedsseler til mennesker. Der er forskellige varianter på markedet, hvor nogle endda er kollisionstestet. Sørg for at vælge et sikkert og godkendt mærke til din hund for at få den bedste beskyttelse. Hunden sidder mest sikkert på bagsædet, hvor den ikke bliver ramt af bilens forreste airbag. Det kan kræve lidt træning, før hunden bliver tryg ved selen. En medpassager kan derfor med fordel placeres på bagsædet under kørsel. Undlad at lade hunden sidde alene i bilen med selen på. 
  3. Dækken og drikkelse: Vi husker altid vinterjakken, når vi skal på tur i den kolde tid. Hunden kan også få det koldt, når den opholder sig i bilen. Hav et dækken med til din hund, hvis den skal opholde sig i bilen. Husk også på, at din hund skal have adgang til frisk vand, hvis dine ærinder trækker ud.
  4. Reflekser: Hvis uheldet skulle være ude, er det en god idé at have en refleksvest med til hunden i bilen. Skulle I havne i et uheld, eller hvis bilen pludselig ikke vil køre længere, kan du risikere at skulle stå i vejkanten. Husk derfor refleksvest både til dig selv og hunden.