Hans Rosenberg har været exteriørdommer siden 1984 og han dømmer i dag over 60 forskellige racer. Til hverdag arbejder han som presseansvarlig for Svensk Kennelklub, har selv en Curly Coated Retreiver og har tidligere opdrættet Flat Coated Retriever. Hans er med andre ord involveret i udstillingsverdnen fra flere forskellige sider.

– Selvom jeg regner mig selv for at være mere dommer end aktiv udstiller, bliver jeg selv nervøs når jeg skal udstille, griner han.

Evaluering af avlsarbejde

For mange udstillere har det sociale på udstillingerne en stor betydning,  men det primære formål med hundeudstillinger er faktisk at evaluere et avlsarbejde.
 
– Vi dommere kan dog kun bedømme resultatet af en kombination i det øjeblik i ringen hvilket ikke er det samme som at sige, at en hund er egnet til at gå i avl, pointerer Hans.

Racestandard

Racestandarden er hellig
Alle dommere dømmer hunde efter deres racestandard.

– Racestandarden er vores ”instrument” som beskriver et ideal som ikke findes. Alle racestandarder skrives i racens respektive hjemland. I Sverige tager man ofte udgangspunkt i hundens brugsegenskaber. Standarden skal være så konkret og håndgribelig som muligt. I andre lande som for eksempel Italien, er de mere nøjsomme med måleangivelser og procentsatser.

Nogle racestandarder er mere åbne for fortolkning end andre. Alle dommere er individer som subjektivt vurderer og prioriterer forskelligt.

– Det er bare at se på dig selv og tænke over hvad du syns er vigtigst for din race. Spørger du fem personer, er det slet ikke sikkert de vil have samme holdning som dig, forklarer Hans.

Dommerens ideal er afgørende

Hans beskriver det lidt som et ”give and take” når hunde på udstillingerne har forskellige fordele og ulemper.

– En hund har måske en fantastisk front, mens en anden har et smukt udtryk eller fantastiske bevægelser og så bliver det mit ideal som afgør hvem der vinder.

Hans anbefaler alle at læse på sin egen hunds racestandard. Så bliver det lettere at forstå hvordan ens hund skal se ud og også at tolke dommerens kritik.

– Respekter også en dommer som har brug for at dobbeltchecke noget i standarden midt i en bedømmels, da det er umuligt at kunne alle racers standarder uden ad.

Hundens helhed er nummer ét

– Helheden er det vi dommere først og fremmest skal bedømme og så ser vi på detaljerne. Helheden er også det første jeg som dommer lægger mærke til.
 
Hans savner afkrydsningsfelterne for helhedsindtryk som man tidligere kunne finde på de svenske kritikker. En anden sag som han syns er mindre godt ved det ”nye” bedømmelsessystem er farveinddelingen ved kvalitetsbedømmelserne.

– I dag kræver næsten alle udstillere at deres hunde skal have excellent men alle hunde er ikke champion kvalitet. At få et ”blåt bånd”, det vil sige et ”very good”, betyder faktisk at hunden er rigtig god og det er ikke det samme som den tidligere ”anden præmie”.

Sådan får du succés i ringen

Et tips til at det går godt i ringen, er at du inden du går i ringen, studerer dommeren og ser hvordan han vil have tingene skal være. Har du for eksempel styr på hvor du skal stille op og får du gjort det så du står klar når dommeren kigger, er chancen større for at dommerens førstehåndsindtryk af hundens helhed bliver bedre.

– Det første øjekast er utrolig vigtigt og næste alle dommere sætter pris på hunde som viser sig helt frit og finder sin egen balance. Det er også vigtigt at handleren ikke løber for hurtigt med sin hund. Hundens personlige udstråling spiller jo også en stor rolle, tipser Hans.

Inden for udstillingsverdenen findes der uskrevne regler og traditioner for hvordan forskellige racer skal vises og bedømmes. For eksempel så bedømmes Schæfere ikke altid på samme måde som andre racer. Når det gælder fremvisning er det ikke altid sikkert at den mest rutinerede udstiller nu også er den, der gør det bedste arbejde.

– Personligt afskyr jeg når man holder krampagtigt i halerne på glade Retrievere, Spaniels og Setterer.

Hvem kan blive dommer?

 For at kunne dømme hunde på officielle hundeudstillinger i Sverige, kræves det at personen er autoriseret til racen i sit hjemland.

 – Og for at få lov til at påbegynde den svenske dommeruddannelse, skal du have erfaring og gerne have haft et par hvalpekuld. Du skal også være uddannet ringsekretær og have gennemgået et kursus om anatomi samt bedømmelsesteknik, fortæller Hans

Har du disse meritter kan du ansøge om at blive dommer på maksimalt 5 racer til at starte med. Du skal derefter gennemgå en basis uddannelse som forberedelse til domerstudiet. Denne uddannelse arrangeres af Svensk Kennel Klub.

– Der sker en hård udskillelse. Ud af de cirka 100 som tager det første kursus, er det kun cirka 20 som fortsætter. De der fortsætter, skal så gå som elev og aspirant hos dommere i udstillingsringene. Det er med andre ord ikke hvem som helst som kan blive dommere i Sverige.

Alle har fordele og ulemper

Hans dømmer på alt lige fra skuer til store racespecialer og internationale udstillinger i ind- og udland.

– På skuer og andre uofficielle arrangementer får jeg chancen til at øve mig lidt på nye racer. At få lov til at dømme på racespecialer er et stort privilegium. Særligt hvis det er en race som der ikke normalt er så mange individer af på de almindelige udstillinger. Så får man god tid til at gå igennem mange hunde af samme race, hvilket er utrolig værdifuldt, siger Hans.

Han understreger at der er noget godt ved alle hunde og at det er hans job som dommer at beskrive alt han ser og mærker fra snude til halespids - inklusiv bevægelser og temperament.
 
– Alle hunde har dog mindst tre fejl – selv dem som vinder Best In Show. Det handler bare om at jeg skal finde dem eller at i som viser hunden har held med at skjule dem, afslutter Hans.
 

Oversat af Lotte Evers