I 1994 fjernede man karantænekravet inden for EU, og dermed blev grænserne åbne på en helt anden måde end før.
- Før det skete, var det kun 1 % af alle kuld, født i Sverige, som havde en far, der var registreret i et andet land end Sverige og Norge. I dag er det 8-9 %, og det svarer til omkring 1000 kuld om året, forklarer Bodil.

I 2004 sløjfede man også kravet om indførselstilladelse, og det eneste, man behøver for at kunne rejse ind i Sverige med en hund fra et andet EU-land er hundepas, id-mærkning og en gyldig rabiesvaccination. Bodil gør meget ud af at påpege den større gen-puljes positive indflydelse på hundeopdræt, men lægger også vægt på de risici, opdrætterne bør kende til.
- Opdræt indebærer altid en vurdering af risici, og brucellose er en af dem,” siger Bodil.

Kortet viser, hvor udbredt brucellose hos hund er i verden.

A: Prøver fra hunde har vist, at sygdommen er almindelig.
B: Der er rapporteret enkelte tilfælde.
C: Prøver fra hunde viser, at smitten findes, men at den ikke er udbredt.
Kilde: http://www.actavetscand.com

Hvordan smitter brucellose?

Bakterien brucella canis trives og formerer sig i hundens kønsorganer og smitter via slimhinder.
- Det er derfor en kønssygdom hos hunde, forklarer Bodil.

Det mest smittefarlige er udflodet fra tævehunden under løbetid og ved en eventuel abort. Men også moderkage og aborterede hvalpefostre indeholder i massevis af bakterier.
- Jeg har lavet en rent teoretisk beregning af, hvor kraftig smitten er, og er kommet frem til, at en teske svarer til 500.000 doser smitte, fortæller Bodil.

En teske svarer til 500.000 doser smitte

Urin og sæd indeholder også mange bakterier, så en hund, der slikker nogen af disse kropsvæsker i sig, kan risikere at blive smittet.
- Derfor kan tæver smitte tæver og hanner smitte hanner, hvis de går sammen hos en opdrætter. Uden for hunden dør bakterien ret hurtigt, og den kan fjernes ved vask med et almindeligt desinfektionsmiddel.

Hunde kan smitte mennesker, og selv om det er temmelig usædvanligt, betyder det, at det svenske Jordbrugsverk (svarer til Fødevarerstyrelsen i Danmark) ser med alvor på brucellose. Der findes enkelte tilfælde af mennesker, som er blevet smittet, efter at de for eksempel har været med, når en hund har aborteret.
- Hos mennesker er brucellose ikke en kønssygdom, men giver influenzalignende symptomer, der kan behandles med antibiotika, hvilket ikke er tilfældet hos hunde.

Symptomer på brucellose

Hos en tævehund, der ikke indgår i avl, er sygdommen svær at opdage, fordi symptomerne kan forveksles man mange andre sygdomme. Det er for eksempel træthed, mat pels, hævede lymfekirtler, øjenbetændelse og i enkelte tilfælde betændelse i ryghvirvlerne.
- Hos en avlstæve skal man derimod være på vagt, hvis man oplever sene aborter og brunliggrønt udflod, især hvis man har foretaget en international parring, siger Bodil.

Abort i uge 7-9 og ulækkert udflod i lang tid efter (op til 6 uger) er typiske tegn på brucellose. Andre symptomer er dødfødte eller meget svagelige hvalpe og ufrugtbarhed.
- Men det er en lumsk sygdom, for det sker også, at hvalpe bliver født og virker normale, for senere at udvikle brucellose.

Hos hanhunden kan man tidligere få mistanke om sygdommen, fordi symptomerne er mere synlige. De består i betændelse i testikler og bitestikler samt sår på pungen. Sædkvaliteten kan også påvirkes gradvist og det kan ende med ufrugtbarhed.

Ved udbrud af brucellose

I Sverige er brucellose en anmeldepligtig sygdom, og Jordbrugsverket kan iværksætte foranstaltninger, når sygdommen opdages. Den kraftige indsats skyldes, at smitten endnu ikke har bidt sig fast i Sverige, selv om man har konstateret to udbrud henholdsvis i 2011 og i sommeren 2013.

Ved begge udbrud af brucellose hos hund i Sverige blev smitten opdaget hos drægtige tævehunde, der havde typiske symptomer sent i graviditeten, da de mistede hvalpene og fik det karakteristiske udflod. Tæverne var blevet parret med udenlandske hanhunde, og der var desværre ingen anden udvej, end at få de smittede hunde aflivet.

Ved begge udbrud af brucellose stod Jordbrugsverket og SVA for en grundig sporing af smittevejene. Der blev taget gentagne blodprøver og prøver fra kønsorganerne til bakteriologisk dyrkning. Mens smittesporingen foregik fik alle hunde, der mistænktes for at være smittet, karantæne i deres egne hjem.

I andre lande, hvor smitten allerede findes, er situationen helt anderledes.

- Der er det ofte op til opdrætteren, om de mener, det er nødvendigt at teste deres hunde for smitte. En del kenneler reklamerer med at være brucella-fri, og bruger dette i deres markedsføring.”

Konsekvenser af brucellose

Brucellose er en af de største trusler, man kan blive udsat for som opdrætter. Man risikerer at miste sin hund, man mister penge og hele sit avlsarbejde, som man har været lang tid om at bygge op.
- Hvis man kommer ud for, at en tævehunde aborterer sent, skal man for guds skyld sende foster og fosterhinder til obduktion, sådan at smitten kan opdages og måske standses i tide, anbefaler Bodil.

Jordbruksverket og SVA kommer også med anbefalinger i forhold til undersøgelse for brucellose ved parring og insemination med udenlandske hunde og ved import af hund. De er baseret på de ricisi, der kan være i de forskellige situationer. Hvis du følger disse anbefalinger er risikoen for at bringe brucellose ind i landet meget lille, men der er desværre ingen garantier.
- Hvis man har svært ved at bede en udenlansk hundeejer om at få foretaget en test for brucella canis før en parring med ens egen hund, kan man altid henvise til disse anbefalinger, også selv om de ikke er bindende regler, foreslår Bodil.

Anbefalinger vedrørende prøvetagning

Risiko-niveau SituationAnbefalede prøver/forholdsregler
1 Parring eller insemination, ingen mistanke om brucella canis og ingen formerings-komplikationer. Blodprøve til antistofundersøgelse.
2 Parring eller insemination, visse formerings-komplikationer, eller import selv uden formerings-komplikationer, i øvrigt ingen mistanke om brucella canis. Blodprøve til antistofundersøgelse, 2 prøver med 4-6 ugers mellemrum.

3

Import af hund, parring eller insemination, tidligere forekomst af formerings-komplikationer, mistanke om eventuel infektion med brucella canis. Blodprøve, 2 prøver med 4-6 ugers mellemrum, dyrkning af blod samt dyrkning eller PCR-analyse af sæd eller prøve fra vagina.
4 Parring med hund fra kennel med forekomst af brucellose, import af hund fra inficeret kennel. Parring og import frarådes helt.

 

Sådan dækker forsikringen ved brucellose hos hund

Hvis en hund, forsikret hos Agria, smittes med brucellose, vil man altid vurdere, om hunden blev smittet før eller efter, forsikringen blev tegnet. Hvis det er en svenskfødt hund, der blev forsikret som hvalp og for eksempel blev smittet under en udenlandsrejse, dækker forsikringen uden begrænsninger. Hvis det derimod er en hund, der blev importeret som hvalp eller som voksen og som derfor kan være blevet smittet, før forsikringen blev tegnet, dækker forsikringen ikke.

Hvis du er interesseret i at læse mere om brucellose i Sverige, er der mere information i nedenstående link: http://www.actavetscand.com/content/54/1/18

Danmark

I Danmark har brucellose (mht. alle dyrearter) i mange år været udryddet. Fødevarestyrelsen har derfor ingen anbefalinger i forhold til sygdommen. Men det er sund fornuft at skaffe sig viden om sygdommen og tage de nødvendige forholdsregler ved import af hunde og parringer i udlandet.