At bruge buede spor i naturen og på marken er særligt godt for både den uerfarne rytter og den yngre hest. Men man kan også bruge træerne, spande eller kegler på en vej.

Sådan rider du øvelsen

Først skal du bestemme dig for, hvilken vej du skal ride. Du kan bruge kegler til at markere, hvor du skal vende eller ride rundt om. Hvis du befinder dig i skoven, så planlæg din rute, så du kan ride rundt om nogle træer. Du skal ikke gøre det for svært til at starte med. Når du begynder på øvelsen, så fokusér på at ride den rute, du havde planlagt fra starten. Stræb efter at ride i et jævnt tempo, så hesten kan finde sin takt og naturlige balance. De buede spor og vendinger, som du har valgt, kommer til at virke som en mere naturlig måde at arbejde med hestens bøjning på.

Husk at tilpasse ruten efter dig og din hests uddannelsesniveau, så ruterne ikke bliver for svære. Når du føler, at I kender ruten, så kan du lægge temposkift og overgange ind. I denne øvelse vil det buede spor være med til at gøre din hest mere løsgjort og hjælpe den til at finde en naturlig takt og balance.

Er du en rutineret rytter på en veluddannet hest, så kan du gøre øvelserne sværere ved f.eks.:

  • Variere bøjningen ved at skifte mellem mindre og større volter eller vendinger.
  • Ride mange overgange og temposkift, det træner både lydighed og styrke.
  • Hvis du har mulighed for det, kan du trave over nogle grene på marken.

Øvelsen er udarbejdet af Grevlundagården og Peder Fredricson