Hestens mund og tænder

Hesten har meget smidige og følsomme læber, som den bruger til at frasortere de ting, den ikke vil indtage. Tænderne er stribede, og det skyldes, at de er opbygget af tre forskellige materialer: tandben (dentin), cement og emalje. Emaljen er det hårdeste materiale og slides derfor ikke lige så hurtigt som de to andre materialer. Emaljen er også bølget, og på denne måde dannes der en tyggeflade, som består af små skarpe forhøjninger (tandspidser), der effektivt knuser græsset. Dette ’knuseværktøj’ bliver hele tiden skarpere, når tænderne slides. Samtidig vokser hestens tænder med ca. 2 mm pr år, og det svarer til slidet, sådan at tænderne holder den samme længde.

Hestens tænder vokser med ca. 2 mm pr år

Tænderne holder op med at vokse i tyveårs-alderen. Derefter kan hesten kun leve af græs (grovfoder), indtil tænderne er slidt helt ned. Det tager som regel en ti års tid, men varierer fra hest til hest. Den mest almindelige dødsårsag for store græsædende dyr, der levet i naturen, er, at de simpelt hen sulter ihjel på grund af nedslidt tænder. 

Hestens tandsæt

Hesten har ligesom os to tandsæt, dels mælketænder, dels blivende tænder, som efterhånden erstatter mælketænderne. Hesten har 24 mælketænder, heraf 12 fortænder og 12 til 14 premolarer (forreste kindtænder). Premolarerne er til stede ved fødslen eller bryder frem i løbet af de første to uger. De forreste fortænder er også til stede ved fødslen eller bryder frem i løbet af den første uge, mens de næste bryder frem mellem 4. og 6. uge, og de forreste mellem 6. og 9. måned.

Mælketænderne skiftes løbende mellem 2 ½- og 4 ½-årsalderen. De første molarer (bageste kindtænder), som kun findes i det blivende tandsæt, bryder frem, når hesten er mellem 9 og 12 måneder, de næste, når hesten er ca. 2 år og de sidste, når hesten er 3 ½ til 4 år gammel. Hjørnetænderne (hingstetænderne), der også kun findes som blivende tænder og kun hos hingste og vallakker, kommer mellem 4 og 5-årsalderen.

Unghesten får altså først et fuldt sæt fortænder, når den er ca. 9 måneder, hvor også de første molarer bryder frem. Det svarer til den naturlige afvendingsperiode, hvor føllet skal begynde at leve udelukkende af græs. Et helt sæt blivende tænder (på 40-42 tænder), får hesten altså ikke, før den er mellem 4 og 5 år. I forbindelse med tandskiftet eller når nye tænder bryder frem, er det ikke usædvanligt, at hesten får sværere ved at spise på grund af ømhed eller andet ubehag i munden.

Hestens spytproduktion

Hesten tygger normalt sit foder meget grundigt. Underkæben er smallere end overkæben, og det betyder, at hesten kun kan tygge i én side ad gangen. Til gengæld kan hesten bevæge kæben sidelæns, og dermed kan den tygge med roterende bevægelser, så foderet effektivt kværnes med emaljespidserne. Sunde tænder kværner normalt hø og græs til partikler på mindre end 1,6 mms længde.

To tredjedele af partiklerne i hestens mavesæk er mindre end 1 mm. Grovfoder skal tygges betydeligt længere end kraftfoder og tager derfor længere tid at spise. Det har stor betydning for spytproduktionen, som stimuleres af, at der er foder i mundhulen, samt for hestens mentale oplevelse af at have ”spist færdigt”.

Spyttets funktion er at opbløde foderet, sådan at det er nemmere at synke. Spytkirtlerne producerer slimet spyt, der smører foderet, sådan at det lettere kan komme igennem spiserøret. Hvis hesten får et foder, der er hurtigere og nemmere at tygge, produceres der mindre spyt. Det medfører, at foderet ikke bliver vådt og opblødt nok, og risikoen, for at det sætter sig fast i spiserøret, øges.

En mellemstor hest producerer 10-30 liter spyt i døgnet, jo mere grovfoder jo højere produktion. Spyttet har en neutral pH-værdi, men kan til en vis grad neutralisere syreholdige stoffer. Det skyldes, at spyttet indeholder natron (bikarbonat). Koncentrationen øges med sekret-tiden og neutraliseringsevnen afhænger derfor af, hvor lang tid hesten er om at spise. Til forskel fra vores eget spyt, indeholder hestens spyt ingen enzymer.  

Hurtigspist foder kan give adfærdsforstyrrelser

Den tid, hesten bruger på at tygge og synke, påvirker også dens ”spisemotivation”. Et foder, der er spist alt for hurtigt bevirker, at hesten stadig har en stærk lyst til at spise, når der ikke er mere mad, også selv om den faktisk har fået næring nok. Det øger risikoen for, at hesten i stedet udvikler adfærdsforstyrrelser.