Det koster mange penge og er tidskrævende at have en hest.

Det er en gave at have sin egen hest eller heste. Heste er en livsstil, der passer godt, hvis man holder af dyr og ikke er bange for at tage fat. Der er lige så mange måder at holde hest på, som der er hestemennesker – lige fra konkurrencerytteren, der satser på at ride professionelt, til karrieremennesket, der har hesten som afslapning og til børnefamilien, der bor på landet med en pony. Hesten er en lige stor glæde for dem alle. Men alle, der anskaffer en hest, har det samme ansvar.

Der er altid noget der skal gøres

Hesten er ikke en traktor. Det nytter ikke noget, at du kryber sammen inde i varmen og venter på, at vinteren går eller at det holder op med at regne. Din hest skal have mad, motion, pasning, omtanke og træning. Hver eneste dag – året rundt. Også søndag morgen og i sommerferien, uanset om det er varmt eller koldt, om det er sneglat eller stormvejr.

Der er altid noget at lave, uanset om du har hesten opstaldet eller hjemme i din egen stald. Vandet kan fryse. Dæknerne skal vaskes. Støv fra indtørret mudder fylder luften, når du strigler din gode ven, der har stormet rundt og haft det sjovt ude på folden hele dagen. Du kan ikke tage væk så meget som en eneste dag, uden først at sikre dig, at der er en anden, der kan passe din hest imens. Når du har hest, har du også et ansvar, og du må være klar til at stå i stalden hos en syg hest, også selv om resten af familien samles om julemiddagen.

Tænk godt efter - først

Hestekøb er ikke et impulsivt valg, ikke en dille. Det er en stor beslutning. Det koster mange penge at holde hest, og det er tidskrævende. Det er nødvendigt, at både du og hele din familie tænker det godt igennem – før I anskaffer et nyt stort familiemedlem: Har i tid? Har du råd? Har du tænkt dig godt om, også på fremtiden? Og har du overvejet, hvilken type hest der passer til dine behov?

Hvad er det vigtigste: at hesten har den ”rette” afstamning eller at den er venlig i stalden og rolig i trafikken? Og barnets nye pony – har den nu den rigtige grundtræning, er den pålidelig, har den rette størrelse, sådan at den kan være til glæde for familien i mere end nogle få år?

Der er mange spørgsmål. De fleste af dem skal du kunne besvare, før du tager dit livs beslutning og får egen hest.

Held og lykke!