For den unge pige fra Fyn, June Clausen, er Makupa mere end bare en hest - hun er hendes bedste ven, en kæmpe støtte i hverdagen og var en stor motivation til at klare hverdagen som kræftsyg - ja, en vaskeægte dyrehelt.

Og det er ikke bare June og hendes mor, der synes det. Makupa kom nemlig på en flot 2. plads i den fynske, regionale konkurrence “Danmarks Dyrehelt 2018”, der er en del af en større landsdækkende kampagne fra Agria Dyreforsikring.

Hesten gav June fornyet energi

June har gennemgået et alvorligt sygdomsforløb og her var Makupa en vigtig støtte for hende. June fik for noget tid siden konstateret kræft og var meget svækket, særligt fysisk, efter kemobehandlingerne på hospitalet. Fordi June var så træt, havde hun svært ved at finde motivationen til at komme ud af sengen om morgenen og holde sig aktiv i løbet af dagen.

Hvis jeg ikke havde haft Makupa at komme ud til efter kemoerne, var jeg højest sandsynligt endt i kørestol. At jeg havde hende gav mig motivation til at komme ud af sengen og røre mig, så jeg kunne få den energi som skulle til for at holde mig igang”, fortæller June.

At passe og pleje hesten var dagens højdepunkt for June, for her var sygdommen ikke i fokus. Junes daglige rutiner, der bl.a. indebar at tage forbi stalden, strigle hesten og nogle gange også ride en tur, var med til at give hende energi og stor glæde i hverdagen.

Et helt specielt bånd

Makupa har altid været en meget frisk og livlig hest, og det gik ikke ligefrem hånd i hånd med Junes tilstand under sygdomsforløbet, hvor hun både var dvask og sløj. Særligt da hun blev opereret, og i den forbindelse fik fjernet en stor del af sit ene skulderblad, var det vigtigt, at hesten opførte sig eksemplarisk, når de skulle ride, så June ikke faldt af. 

Dog bemærkede June, at noget havde forandret sig ved hesten adfærd, når de var sammen efter operationen. Makupa var blevet meget roligere omkring June, og hun kunne selv mærke, at hesten passede på hende. Derfor følte hun sig meget tryg i Makupas nærvær.

“Makupa gjorde alt for jeg ikke skulle falde af, og hun kunne mærke, at hun skulle være rolig, så det gjorde mig tryg. Hun er min bedste ven og vil altid være en vinder i mine øjne”, fortæller June

Der er ingen tvivl om, at June har en vigtig støtte i Makupa, og at de har et helt specielt bånd.

Fik 2. pladsen til Danmarks Dyrehelt 2018 på Fyn

For Makupas indsats indstillede June hende til konkurrencen Danmarks Dyrehelt 2018, der er i gang netop nu. Blandt de mange indstillede kæledyr vandt Makupa 2. pladsen som regionsvinder på Fyn.

Konkurrencen “Danmarks Dyrehelt 2018” søger efter kæledyr fra hele landet, som udfører ekstraordinære gerninger for deres ejer eller på anden vis er helte i hverdagen. Bag konkurrencen står Agria Dyreforsikring.

De to første af i alt tre regionale vindere er nu fundet i hhv. Jylland og på Fyn. Den regionale vinder i Jylland blev besøgsponyen Laban, der spreder smil på både plejehjem og i børnehaver. Den fynske regionale vinder blev katten Lasse fra Nyborg, der hjælper sin ejer, Janni, igennem en svær dagligdag med PTSD.

I denne uge (41) rykker konkurrencen derfor videre til Sjælland og Øerne, hvorefter den endelige vinder af titlen som Danmarks Dyrehelt 2018 bliver udpeget af dommerpanelet.

Baggrund

Kampagnen “Danmarks Dyrehelt” er sat i verden for at hylde danske kæledyr for den glæde, de spreder i hverdagen, trofastheden og deres evne til ekstraordinære heltegerninger. Det er Agria Dyreforsikring, der afholder konkurrencen, og det gør de for fjerde år i træk.

Læs mere om konkurrencen her: Danmarks Dyrehelt 2018

Ugepræmier

  • 5.000 kroner, der skal doneres til dyrevelgørenhed
  • Et års sygeforsikring til dyrehelten
  • Præmiepakke fra Agria Dyreforsikring til en værdi af 500 kroner

Den store hovedpræmie

  • 20.000 kroner, der skal doneres til dyrevelgørenhed
  • Præmiepakke fra Agria Dyreforsikring til en værdi af 1.000 kroner
  • Fotosession for Danmarks Dyrehelt og ejer med professionel fotograf

Tidsplan for Danmarks Dyrehelt 2018

  • Jysk vinder kåres i uge 39
  • Fynsk vinder kåres i uge 40
  • Vinder fra Sjælland og øerne kåres i uge 41
  • Hele Danmarks Dyrehelt 2018 kåres i uge 43