Mød vores dyreglade dommerpanel 

  • Tvvært & dyreelsker - Puk Elgård
  • Dyreværnet - Direktør og dyrlæge Rikke Christensen Lee
  • Dansk Kennel Klub - Adfærdskonsulent Lise Lotte Christensen
  • Evidensia Vordingborg Dyrehospital – Dyrlæge Lene Thaulow
  • Jydsk Racekatte Klub - Susanne Wehnert
  • Sidste års vinder - Besøgsponyen Laban og Katrine Bragenholt M. Johansen
  • Agria Dyreforsikring - Direktør Tine Antvorskov
 
 

Tvvært og dyreelsker
Puk Elgård

Bor i Hareskoven nord for København. Har været tvvært i 25 år. Arbejder i øjeblikket som vært på Go morgen Danmark.

Jeg har altid haft dyr. Jeg kan ikke leve uden dyr. Jeg har haft mus, kaniner, marsvin, katte, hunde og heste. Jeg kan faktisk ikke rigtig trives og finde ro, hvis ikke jeg har dyr i huset. Lige nu er der fire pelsdyr, der slås om pladsen og opmærksomheden i vores hus. To katte og to hunde.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at mennesker og dyr er forbundne. Mine dyr kan læse mig som en åben bog, og jeg kan læse dem. Nyeste dyr i flokken hos os er border collien Alba, og hun og jeg er helt tætte. Jeg kan kommunikere med hende bare ved at løfte et øjenbryn. Hun kan læse mine tanker. Jeg er bevidst om at holde fokus på, at dyr er dyr og ikke tillægge dem for mange menneskelige træk, men jeg må indrømme, at det ind imellem er svært, når man går så tæt sammen hele tiden.  

Jeg er fuldstændig overbevist om, at dyr kan have en helbredende og gavnlig effekt på deres mennesker. Jeg vil gå meget langt for at hjælpe mine dyr, og jeg ved mine dyr vil gå langt for at hjælpe mig. Mine dyr er min tryghed.  

Jeg glæder mig helt utroligt til at læse alle de rørende historier og hjælpe med at kåre årets Dyrehelt. 

 

Dyreværnet
Direktør og dyrlæge Rikke Christensen Lee

Rikkes hjerte banker for dyrs trivsel, og hun har i de seneste 8 år arbejdet udelukkende med internatsdyr. Først som dyrlæge og internatsleder på Dyrenes beskyttelses internat i Roskilde og senest i sin nuværende stilling som dyrlæge og direktør i Dyreværnet.

Rikke er uddannet dyrlæge i USA i 2006 og har tidligere arbejdet som praktiserende dyrlæge på Universitetshospitaler i USA, Højelse dyreklinik og hos Hestedoktoren.

Rikke interesserer sig for velfærd hos alle dyr, men har dedikeret sin karriere til arbejdet med nødstedte kæledyr. Rikke udtaler selv: ”Arbejdet med herreløse og nødlidende dyr konfronterer mig dagligt med situationer, som jeg ikke troede fandtes her i Danmark. Det er hårdt, men på samme tid umuligt ikke at gøre alt for dyrene, som jo ikke kan hjælpe sig selv. Én ting er sikkert, når først man er bidt af dyreværnsarbejdet, er det for livet.”

Privat bor Rikke i landsbyen Lejre med sin familie og deres tre hunde Nemo, Ulla og Rosa. ”Mine hunde er min hobby,” siger Rikke og fortsætter, ”uden vores mange gåture og hyggestunder var livet alt for trist.”

 

Dansk Kennel Klub
Adfærdskonsulent Lise Lotte Christensen

Lise Lotte Christensen, adfærdskonsulent i Dansk Kennel Klub. Lise Lotte arbejder med formidling omkring hunde, hundeadfærd og hunderelaterede emner. Lise Lotte har selv hunden Fiona, som er en golden retriever, og pt. også 24 får, som græsser i grantræerne hjemme på gården.

Ved siden af jobbet som adfærdskonsulent specialtræner Lise Lotte servicehunde til børn og voksne med bevægelseshandicap for den velgørende forening STH. Lise Lotte har pt 7 labrador og golden retriever i specialtræning.

 

Lene Thaulow er dyrlæge og klinikchef på Evidensia Vordingborg Dyrehospital.

Til dagligt arbejder hun med bløddelskirurgi, tandbehandlinger og intern medicin (sygdomme inden i kroppen).

Lene har stor interesse og mange års erfaring inden for nyrelidelser, stofskiftelidelser samt katte og kattesygdomme.

Det er ikke kun på jobbet at Lene har dyr i hænderne hver dag. Derhjemme nyder Lene at være sammen med sine 7 katte og 4 heste.

 

Jydsk Racekatte Klub
Susanne Wehnert

Susanne har i mange år været formand for JYRAK - Jydsk Racekatte Klub. Hun er gammel hestepige og har i sine unge dage arbejdet mange år i travhestesporten. Der har altid været katte i hendes liv, og selv om der er flest birmaer i hendes liv nu, så har alle katte en plads i hendes hjerte, og der er således flere racer at finde på matriklen: Huskat og Europé. 

Det meste af Susannes liv drejer sig om kat på en eller anden måde Hun brænder meget for god uddannelse af opdrætterne. Hvis man skal have med levende dyr at gøre, skal man vide hvad man foretager sig - og så skal man engang imellem på seminar. 

   

Sidste års vinder
Besøgsponyen Laban & ejer Katrine Bragenholt M. Johansen

Katrine vandt sammen med ponyen Laban Årets Dyrehelt 2018. Læs mere om dem begge her

   

Agria Dyreforsikring
Tine Antvorskov

Tine er direktør for Agria Dyreforsikring og har et stort dyrehjerte. Hun er vokset op med dyr, og hun har en personlig interesse i at sikre gode vilkår for alle husdyr i Danmark. Derhjemme er der ingen dyr, men Tine nyder hver dag godt af de forskellige hunde på kontoret i Solrød.