Mangelsygdomme hos landskildpadde
Landskildpadder kan få forskellige former for mangelsygdomme. Her kan du for eksempel læse om vitaminmangel.
Mangelsygdomme hos æskeskildpadde
Nedsat appetit kan skyldes lav temperatur eller sygdom. Nogle æskeskildpadder skal lokkes til at spise hver en lille bid, mens andre er glade for deres mad.
Slangens sygdomme
Hvis boaslangen og pytonslangen passes ordentligt og spiser regelmæssigt, kan de leve i over 20 år i fangenskab. Mange slanger i fangenskab dør i højere grad på grund af alder, end fordi de er syge. Men der kan støde problemer til. Nogle af dem er:
Sygdom hos landskildpadde
Lungebetændelse, blodforgiftning og skjoldråd kan ramme landskildpadder. Her kan du læse om disse og andre almindelige sygdomme hos landskildpadder.
Æskeskildpaddens sygdomme
Skildpadder kan rammes af mange forskellige tarmparasitter. Det gælder dog næsten kun dyr, der fanget i naturen eller dyr, der går ude om sommeren.
Rotters sygdomme
Her kan du læse om de mest almindelige sygdomme hos rotter.
Sygdomme hos skægagam
Metabolic Bone Disease/Knogleskørhed Denne sygdom forårsages af forkert fodring, hvor den rette balance mellem calcium og fosfor mangler. Mangel på adgang til UV-lys, der giver D-vitaminmangel, kan også påvirke kroppens evne til at optage calcium fra kosten. Når blodets indhold af calcium synker, forsøger kroppen at kompensere for dette ved at nedbryde knoglevæv og dermed frigøre calcium. Det normale knoglevæv erstattes gradvist af det noget svagere bindevæv. Hos skægagam kan symptomerne være nedsat appetit og forstoppelse, muskelsitren i benene, nedsat vækst, misdannede eller brækkede ben, blød kæbe, deform rygrad eller lammelser i bagbenene. Øglen får også svagere muskulatur og orker ikke længere at løfte kroppen fra underlaget. MBD er en livstruende sygdom, hvis den ikke behandles i tide. Problemet er, at sygdommen sædvanligvis udvikles gradvist i løbet af mange måneder, og det tager som regel lige så lang tid at helbrede dyret. Behandlingen består af alt lige fra ændringer af kost og omgivelser til indsprøjtninger med kalk, antibiotika, vitaminer og i nogle tilfælde hormoner. Mange skægagamer kan komme sig, men nogle gange vil der være kroniske skader på skelettet, som dyret må leve med resten af livet. Coccidiose Coccidier er meget almindeligt forekommende tarmparasitter hos skægagamer. Det er encellede snyltedyr, der normalt ikke forvolder skade, men hos dyr i fangenskab, og især hvis hygiejnen er dårlig, opstår der en risiko for, at store mængder af parasitter kan samles i tarmsystemet og give anledning til sygdom.Symptomer på coccidiose kan være spisevægring, afmagring og diaré. Store mængder af parasitter kan også hæmme øglens immunforsvar og føre til andre infektionsproblemer. Din dyrlæge kan påvise parasitten ved at analysere en frisk afføringsprøve. Behandlingen består i ormekur gennem lang tid, samtidig med grundig rengøring og desinfektion af skægagamens terrarium. Bylder Bylder kan opstå flere steder på krop og ben og er som regel et resultat af rifter eller bidsår forårsaget af andre skægagamer i terrariet. I milde tilfælde ser man en hævelse på kroppen, i mere alvorlige tilfælde kan et bidsår i en tå eller et ben medføre hævelser omkring et led. Behandlingen består som regel i en kombination af antibiotika og kirurgisk åbning og udtømning af bylden. Hvis infektionen er trængt ind i knoglerne, kan det i nogle tilfælde kræve, at en tå eller et ben amputeres. Tandsten Skægagamer kan ligesom hunde og katte få tandsten. Det medfører ofte infektioner i tandkødet og i værste tilfælde i kæbebenet. Prøv at undersøge øglens tænder regelmæssigt. Ved tegn på misfarvning af tænder eller tandkød bør du kontakte din dyrlæge hurtigst muligt. Hvis infektionen når at brede sig til tandbenet, kan sygdommen være meget sværere at behandle. Fedtlever Hos voksne, overvægtige skægagamer kan man i nogle tilfælde se, at overskydende fedt aflejres i leveren i større mængder. Det bevirker, at leveren ikke kan arbejde normalt. I begyndelsen er symptomerne ofte diffuse, men efterhånden opstår der spisevægring, afmagring og sløvhed. Diagnosen stilles som regel ved hjælp af en blodprøve kombineret med fiberendoskopi (kikkertundersøgelse med et bøjeligt endoskop), hvor man tager vævsprøver fra leveren. Behandlingen er meget besværlig. Ofte skal øglen tvangsfodres eller mades gennem en indopereret sonde i flere uger, mens leveren gradvist kommer sig. Desværre er det ikke altid, ejerne er klar over, hvor alvorlig sygdommen er, og de går derfor først til dyrlægen i et senere stadie. Det betyder, at behandlingen sættes i gang for sent, og ofte står øglen ikke til at redde.
Symptomer på sygdom hos papegøje
Fugle forsøger instinktivt at skjule tegn på svaghed eller sygdom over for omgivelserne så længe som muligt. Desværre giver denne adfærd ofte dyreejeren en falsk tryghed, fordi man fejlagtigt kan tro, at fuglen er sund og rask.