Transportbur

Brug altid et transportbur, når du har katten med i bilen. Det er det sikreste både for dig og katten.

Du kan købe transportbure i dyrebutikker og visse større supermarkeder. Anskaf et bur, før du får katten hjem.

Kradsebræt

Sørg for, at din kat har et kradsebræt, så dens trang til at hvæsse kløer ikke går ud over dine møbler og vægge. Mange laver selv deres egne kradsebrætter og klatretræer – det træ, du skal bruge koster ikke ret meget. Du kan bruge en tæpperest med kort, fast luv eller et stykke kraftigt reb, som du vikler rundt om klatretræet.

Vaccination

Sørg for at få katten vaccineret. Den skal vaccineres mod kattesyge og katteinfluenza en gang om året. Kontakt din dyrlæge for mere information.

Ormekur

Hvis katten får orm, skal den have en ormekur. Kontakt dyrlægen for at finde det rette ormemiddel, der fås på recept på apoteket eller udleveres af dyrlægen. Katte kan få bændelorm og spoleorm, men der findes også hageorm, piskeorm og lungeorm, der dog er mere sjældne.

Kastrering og sterilisering

Hvis du ikke har tænkt dig at lade din hunkat indgå i avl, er det bedst at få den steriliseret. Katten har hverken godt af at få p-piller i længere tid eller at komme i løbetid uden at få mulighed for at parre sig.
Kastrer også din hankat, hvis ikke du har planer om avl. Både hvis det er en udekat eller indekat. Der er desværre alt for mange uønskede katte. En ukastreret hankat, der ikke får lov at parre sig bliver stresset og begynder at strinte.

Aktivér din kat!

Den lille killing, der lige er flyttet fra sin mor og søskende, er en smule ensom, og derfor er det op til dig at tage dig af den og lege med den. Bordtennisbolde, tomme toiletruller og en pelsmus er populært legetøj.

En killing kan ikke lege særlig længe ad gangen. Den har brug for meget søvn.

Det er en god idé at indrette transportkassen til ’kattehus’. Læg et tæppe i bunden eller et stykke wetbed (vaskbart, sugende, syntetisk pelstæppe). Fjern burets dør, hvis du kan. Så er der ingen risiko for, at katten bliver spærret inde. Killinger holder meget af at ligge trygt og lidt mørkt i deres lille hule.

Ældre katte vælger som regel at ligge et sted med god udsigt over rummet.

 

Copyright © Svenska Katters Sida og Agria Dyreforsikring