Desværre gik det ikke helt som planlagt, sidste sommer gik Misty lidt fra sit foder og begyndte at tabe sig. Jeg har altid fået lavet blodprøve på kattene mindst en gang om året, så jeg regnede ikke med der var noget alvorligt galt. Han var jo stadig glad og frisk. Jeg var på kursus en weekend, og da jeg kom hjem, kunne jeg se den var hel gal med ham. Han var virkelig tynd og havde en besværet vejrtrækning. Jeg bookede straks en tid på dyrehospitalet, hvor jeg arbejder, men tænkte at der selvfølgelig ikke var noget alvorligt galt.

Det viste sig desværre ikke at være sandt, hans blodprøver var fine, men han havde noget væske i thorax, og ultralydsscanning viste at der var noget galt med den ene nyre. Jeg stod med det forfærdelige valg, at skulle bestemme om han skulle aflives nu eller om han skulle have fjernet den ene nyre, og dermed få chancen for at overleve.

Selvom jeg arbejder i faget, er det frygtelig hårdt at skulle stå i den situation

Selvom jeg arbejder i faget, er det frygtelig hårdt at skulle stå i den situation, og min første reaktion var, at han ikke skulle igennem en masse for min skyld. Samtidig havde jeg også svært ved ikke at give ham chancen. Efter mange tårer besluttede jeg mig for at give ham chancen. Han fik fjernet en nyre, lagt dræn i thorax og lagt en sonde i spiserøret, så jeg kunne være sikker på, at han fik nok mad.

Han var indlagt i 4 dage, og var ved godt humør, så snart han vågnede op af narkosen. Han ville gerne selv spise, men fik også mad i sin sonde. Jeg græd af glæde dag jeg på 4. dagen fik at vide, at der ikke længere var væske i thorax, så hans dræn kunne fjernes og han kunne komme hjem.

Jeg var spændt på, hvad Mathis ville sige til ham, det kan nogle gange gå galt når en kat kommer hjem efter indlæggelse, men han var bare glad for at se sin ”buddy” igen. Jeg har nogle fine billeder af de to der ligger sammen i den sidste september sol.

Misty var tilbage til sit gamle jeg, men skulle tage et kilo på, og jeg vidste godt, han ikke var ude af skoven endnu. Der gik nu ca. 6 uger, hvor al min tid og energi gik på at få Misty rask igen. Han skulle fodres minimum 4 gange om dagen, forbinding ved sonden skulle skiftes dagligt og han skulle også have en del antibiotika.

Han begyndte at tage lidt på, og jeg begyndte at turde tro på, at det ville gå godt. Tirsdag den 3. november gav jeg dem morgenmad og tog på arbejde som normalt. Da jeg kom hjem om aftenen lå Misty død på gulvet.

Det var et chok jeg ikke kan beskrive og ikke var forberedt på

Det var et chok jeg ikke kan beskrive og ikke var forberedt på. Jeg var forberedt på, at jeg måske skulle tage en beslutning om at det ikke længere gik, og at jeg i så fald selv ville aflive ham, men var fuldstændig i chok over at finde ham død.

For ham er det til gengæld gået hurtigt, han har været på vej op i sofaen, og så er hans hjerte gået i stå.

Det var en lang og tung sorg proces, men Mathis og jeg måtte jo affinde os med at mangle en del af familien. Mathis er ikke en kat man kunne sætte sammen med en anden kat. Jeg er ikke i tvivl om at han savnede Misty, men samtidig nød han at kunne få al min opmærksomhed.

Selvom jeg stadig savnede Misty, blev jeg efterhånden afklaret med at det nu kun var Mathis og jeg. Mathis havde lige fået lavet blodprøver og alt så fint ud, så jeg regnede med at vi skulle være sammen de næste ti år.

Det blev sommer 2016 og Mathis og jeg skulle i sommerhus i 14 dage. Jeg glædede mig til afslapning, grill og gode bøger. En uge inde i ferien gad Mathis ikke rigtig spise sin mad, og han trak sig lidt for sig selv. Jeg tog ham ind på dyrehospitalet, overbevidst om at det var fordi han havde tandproblemer. Han har tidligere fået fjernet tænder, men har aldrig været påvirket af dårlig tandstatus.

Dyrlægen kiggede på ham, og vi blev enige om at han skulle have fjernet tænder. Vi snakkede om, at han ikke lignede en kat med dårlige nyrer, men jeg ville gerne have lavet en blodprøve, da det var 6 måneder siden den sidste.

Om eftermiddagen ringede dyrlægen og fortalte, at hans nyreværdier var så høje, de ikke kunne måles. Igen blev tæppet revet væk under mig, jeg var chokeret, havde slet ikke troet han var så syg.

Jeg kørte straks ind på dyrehospitalet med ham, han blev sat på væskebehandling, og vi lavede urinundersøgelse på ham. Næste dag lavede vi blodprøve igen, hans tal var lidt bedre, men alment havde han det markant bedre. Han var den gamle Mathis igen, som spiste sin mad med glæde, krævede opmærksomhed, og gjorde højlydt opmærksom på at han IKKE gad sidde i et bur.

Nu drejede mit liv sig igen om at kæmpe for en syg kat. Tør man tro på at han klarer det? Tør man lade være med at tro på det?

Mathis var indlagt i 10 dage, han fik væske og antibiotika. Han var ved godt humør, spiste sin mad, gik tur i solen. Planen var at jeg skulle tage ham med hjem fra arbejde om aftenen, og tage ham med til væskebehandling om dagen. Det var jo ikke meningen, han skulle være indlagt på væske for evigt.

Jeg aflivede ham selv

Om morgenen mandag den 22. august blev jeg ringet op, at han nu havde besværet vejrtrækning pga. væske i lungerne. Nu var der ikke mere håb for ham. Jeg hentede ham hjem, og brugte den sidste dag i solen på terrassen med ham. Jeg aflivede ham selv, stille og roligt, uden han mærkede noget. Der var ingen tvivl om at han trængte til fred.

Sorgen ved at miste Misty og Mathis var og er stadig kæmpe stor.

Jeg havde for flere år siden besluttet mig for, at jeg ville have lavet en Mindeperle med de to, da jeg godt kunne lide tanken om altid at have dem med mig. Mindeperlen er en glasperle, med lidt af dyrets aske i. Jeg har fået lavet en syren farvet med aske fra Misty og en limegrøn med aske fra Mathis. Misty skulle have en blid farve, og Mathis skulle have en farve der ”larmede”.

Jeg har dem i en kæde om halsen, og har dem altid med mig. Det er bestemt ikke alle mennesker der forstår dette, men for mig er det helt klart det rigtige.

Jeg har desuden deres to urner stående på et bord med en blomst og et lys, når jeg bliver klar til det, skal de sættes ned oppe ved sommerhuset. Der holdt de meget af at komme, og så er de stadig med deroppe.

Forløbet med de to har været langt og hårdt, og jeg har lært, at selvom jeg gør, hvad jeg kan for at passe på, undersøge og tjekke mine katte, kan jeg ikke forhindre dem i at blive syge. Samtidig ved jeg også, at jeg har gjort, hvad jeg kunne for dem i de 10 år jeg fik lov til at passe dem.

Det har været en stor hjælp for mig, at begge kattene var sygeforsikret. På den måde var økonomi ikke en del af de svære beslutninger der skulle tages.

Med kærlighed følger smerte, men de er stadig hos mig i hjertet, og i deres Mindeperler.