Med alderen nedsættes kattens tarmfunktion, og det betyder, at katten ikke kan optage alle de næringsstoffer, der er i maden. Smags- og lugtesans bliver også dårligere, hvilket kan medvirke til, at katten spiser mindre.

– Katten bør spise letfordøjelig og varieret mad, ellers kan den få forstoppelse. Der findes specialkost, som netop er tilpasset ældre katte, siger Agrias dyrlæge Lotta Möller.

Katten skal have meget vand

Den gamle kat føler ikke tørst og drikker derfor ikke så meget som en ung kat, og det kan betyde, at den bliver dehydreret. Derfor er det vigtigt at sørge for, at katten får den nødvendige væske.

– Det kan være godt at skifte tørfoder ud med dåsemad, der indeholder mere væske. Katten skal desuden have adgang til frisk vand, fortsætter Lotta Möller.

Kløerne sidder fast i tæppet

Når katten bliver ældre, klatrer den ikke så meget i træer eller kradser så meget i kradsebrættet. Derfor slides kløerne ikke lige så meget som på en ung kat, og det bliver sværere for katten at trække kløerne til sig. Det betyder, at de kan sidde fast i gulvtæppet, og det er meget ubehageligt for katten.

Den gamle kats sygdomme

Mange sygdomme er mere almindelige hos ældre katte end hos yngre, for eksempel for højt blodtryk, kræft, diabetes og nyresvigt.

– Nyreproblemer er særligt almindeligt hos ældre katte, fortæller Lotta. – Det giver sig udslag i, at katten tisser mere, får dårlig ånde, spiser mindre og taber sig.

Ikke lige så sjovt at være ude længere

Når katten bliver ældre, er den ikke lige så smidig som den var engang. Dens muskler bliver svagere, og den er ikke lige så aktiv længere. Derfor vælger mange ældre katte at blive indendøre. Men Lotta Möller påpeger, at det er vigtigt stadig at aktivere den gamle kat, så den bevarer sin smidighed så meget som muligt.

Det er vigtigt stadig at aktivere den gamle kat, så den bevarer sin smidighed så meget som muligt

Örjan Hemmingsson, der havde katten Isse, som blev 21 år, kunne tydeligt mærke, hvor meget katten forandrede sig:

– De sidste år ville han ikke ud. Han var næsten helt døv og var bange, for han kunne jo ikke høre, hvis en anden kat kom løbende bagfra.

Katten har brug for ’hjemmehjælp’

– Isse havde ikke kræfter til at springe op i sengen længere, og han kunne ikke sidde på parketgulvet, for så gled poterne ud til hver side, fortæller Örjan.
Gamle katte skal måske have lidt hjælp til at springe op i yndlingsstolen, og her kan man for eksempel lægge en pude eller stille en taburet, der kan fungere som trappestige for katten.

– De fleste katte vil gerne have en tryg, varm soveplads. Det er endnu vigtigere, når katten bliver gammel, for så sover den mere, forklarer Lotta.

Livskvalitet er vigtigt

Det er ganske naturligt, at kattens behov ændrer sig, når den bliver gammel, men det er også vigtigt at tænke over, om den gamle kat har det godt. Hvis kattens liv er meget begrænset, er det måske i virkeligheden ikke noget værdigt liv.

– Det er svært at tage beslutning om at få sin kat aflivet. Isse fejlede ikke noget, han blev bare gammel. Men når katten ikke længere har nogen livskvalitet, er man nødt til at overveje, om det er for kattens skyld, man lader den leve, eller det udelukkende er for ens egen skyld, slutter Örjan.