Sygdommen forårsages af felint corona-virus. Der findes to forskellige typer: det virus, der forårsager FIP og det, der resulterer i en mild mavetarmkatar. Den milde variant kan foretage en genetisk forandring (mutation) hos den smittede kat og resultere i FIP hos det enkelte dyr.

Årsagen til mutationen kan være stort smittepres og/eller nedsat immunforsvar. Kattene kan for eksempel blive smittet med virus ved at dele kattelem eller madskål med en syg kat eller en symptomfri bærer af smitten.

To typer – våd og tør FIP

Den våde form rammer som regel yngre katte og giver væskeansamlinger i bryst- og bughulen. Katte med våd FIP har runde maver, men er ellers meget tynde. Hvis væsken sidder i brysthulen får katten svært ved at trække vejret. Det kan umiddelbart være svært at se, men hvis man ser godt efter, opdager man, at katten trækker vejret hurtigt og overfladisk.

Årsagen til væskeansamlingerne er, at virus ødelægger blodkarrene, sådan at væske siver ud i vævet.

Hvis ødelæggelsen af blodkarrene er mindre, ser vi i stedet det, vi kalder tør FIP. Det kan ramme flere organer, og katten får forskellige symptomer alt efter, hvilke organer der er angrebet.

Ved tør FIP er forløbet mere snigende. Katten mister appetitten, taber sig, bliver rastløs, får feber, der kommer og går. Katten kan også få diaré, øjenbetændelse og symptomer i det centrale nervesystem.

Svært at stille diagnosen FIP

Det er svært at stille diagnosen FIP med sikkerhed. De fund, man gør ved en klinisk undersøgelse, blodprøver og prøver af kropsvæske samt ultralyd, kan give en sandsynlig diagnose. Det eneste sikre svar fås ved en obduktion eller ved at tage vævsprøver fra de angrebne organer.

At katten har antistoffer i blodet betyder ikke, at katten er syg af FIP. Det eneste, dyrlægen kan slutte af det, er, at katten på et eller andet tidspunkt har været smittet med coronavirus og har udviklet antistoffer mod smitstoffet. En antistofprøve kan imidlertid være en god idé for at fastsætte besætningens ’corona-status’. Hvis kattene i husholdningen er antistofnegative, bør eventuelt nye katte testes negative, før de kommer ind i flokken.

Der findes ingen reel behandling af FIP

Der findes stadig ingen egentlig behandling af FIP. Man kan give den syge kat symptombehandling i et kort stykke tid. Der afprøves hele tiden nye lægemidler, men indtil videre findes der ikke nogen mulighed for reel helbredelse.

For at forebygge infektionen er det vigtigste at sørge for gode forhold for sine katte, det vil sige god udluftning og hygiejne. Du bør heller ikke have for mange katte i hjemmet, da det gør det nemmere for virus at få fodfæste i besætningen. Stress af forskellige art kan være med til at udvikle sygdommen, og det gælder også stress, der skyldes for mange katte på for lidt plads.

Gennem avl på raske individer får afkommet de bedste muligheder for at få et godt immunforsvar.