En stor del af ulykkerne kunne forebygges. Mange hundeejere tror, at deres hund er så lydig, at de kan have hunden løs, når de går tur i trafikerede områder. Men det er desværre ret almindeligt, at selv en temmelig lydig hund pludselig stikker af efter en tæve i løbetid, en hare, kat eller en rival og fuldkommen overhører ejerens indkald.

Hundebure i bilen redder både hunde og mennesker

Bilføreren og passagererne risikerer at få hunden i nakken ved en kraftig opbremsning. Man kan beskytte både hund og fører, hvis hunden sidder i et hundebur. Det forhindrer hunden i at blive kastet fremad eller ud af bilen i tilfælde af en ulykke.

Man skal ikke binde hunden inde i bilen. Hvert år sker der faktisk ulykker, hvor bundne hunde hænger sig selv i forsøget på at hoppe om på bagsædet.

Bind ALDRIG hunden til trækkrogen

De absolut mest unødvendige ulykker indtræffer, fordi ubetænksomme hundeejere binder deres hund fast til trækkrog, kofangere eller trailer, hvorefter de glemmer hunden og kører af sted. Det er ikke bare dumt, det er direkte utilladeligt! Bind aldrig en hund fast til bilen!

Skaderne er forfærdelige. Hunden bliver slæbt efter bilen, og asfalten og vejbanen fungerer som en veritabel slibesten, der fjerner huden over udstikkende knoglepartier, blotlægger leddene og sliber knoglestumper af.

Vær forsigtig, når du hjælper en tilskadekommen hund

Ved bilulykker udsættes kroppen for store kraftudløsninger, og det er meget almindeligt med forskellige former for brud og indre skader. Hvis du tager dig af en tilskadekommen hund, skal du tage dig i agt! Den har smerter, og selv den sødeste hund kan finde på at bide ud efter dig! Giv hunden mundkurv på, bind gaze eller andet rundt om snuden eller hold hovedet nede.

Nogle gange sker det, at man afliver trafikkvæstede hunde, fordi man ikke regner med, at der er noget at gøre. Men i vore dage kan man helbrede mange forskellige skader. Brud kan lægges i gips, sår kan sys, bug- og lungeoperationer kan udføres på et dyrehospital. Selv mange mindre klinikker kan udføre ret avancerede indgreb.

  • Bind aldrig hunden til bil, trækkrog, trailer eller campingvogn.
  • Brug et hundebur i bilen.
  • Gå ikke fra en hund, der er bundet inde i bilen eller andre steder, hvor den kan vikle sig ind i snoren.
  • Hav altid hunden i snor i trafikerede områder.
  • Hvis ulykken er sket, så tag hunden til dyrlægen.