Han er bøvet på den helt rigtige måde. Sådan beskriver hundeejer Julie Cecilie Jensen sin hund Conrad, der sammenlignet med den typiske familiehund er en sand kæmpe. Conrad vejer 70 kilo og er stærk som en okse.

“Han er min første hund i mit voksenliv. Jeg har altid vidst, at jeg ville have en stor hund. Jeg har rejst meget og arbejdet med store dyr som søløver og delfiner, så jeg ville gerne have en hund, der mindede om en søløve,” siger Julie Cecilie Jensen med et grin.

Conrad er en blanding af Dogue de Bordeaux og Engelsk Mastiff. Siden han var seks uger gammel, har han haft en sygeforsikring hos Agria Dyreforsikring. Den har der været god brug for. Ikke mindst da det blev konstateret, at Conrad lider af kronisk allergi.

Ramt af bus

Julie Cecilie Jensen hentede Conrad en varm sommerdag i 2012, da han var 10 uger gammel. På det tidspunkt boede hun med sin kæreste midt i København. Bare få måneder senere fik Conrad første gang brug for sin sygeforsikring.

Jeg vidste ikke, om der var sket noget inde i hans hoved

“Jeg stod i et kryds og ventede på, det blev grønt. Conrad sad på fortovet ved siden af mig. Pludselig kom der en bus drønende. Den kørte op på kantstenen, lige hvor vi stod. I samme øjeblik rejste Conrad sig op, og han fik bussen lige i hovedet. Han var helt omtumlet. Jeg vidste ikke, om der var sket noget inde i hans hoved,” fortæller hun.

Julie Cecilie Jensen kørte akut til Københavns Dyrehospital, der heldigvis kunne konstatere, at Conrad var en robust hund. Han var lidt hævet i hovedet og havde tømt analkirtlerne, men det var det hele.

Mikroskopiske plageånder

Det var noget meget mindre end en bus, der senere skabte problemer for Conrad. Flere tilfælde med røde poter og ører førte til, at Julie Cecilie Jensen fandt ud af, Conrad var allergihund.

“Vi havde længe haft planer om at flytte i hus og havde fundet et dejligt sted i Ishøj med en stor have til Conrad. Lige da vi var flyttet ind, havde Conrad et allergitilfælde, hvor poterne var så hævede, at han ikke kunne gå. Han blev behandlet fra gang til gang, men han var meget plaget, og vi ville gerne finde ud af, hvad der var årsagerne bag,” siger hun.

Conrad blev derfor hyposensibiliseret - også kaldet immunterapi - og behandlingen blev dækket af Conrads sygeforsikring hos Agria Dyreforsikring. Conrad har blandt andet fået foretaget en priktest på en barberet firkant på maven, og flere blodprøver er blevet testet for allergener.

Vi har fået vores forsikringspræmie mange gange igen

Efter en lang og dyr udredning er årsagerne til Conrads allergi fastlagt. Han er allergisk over for birk, elm, husstøvmider og lagermider. Nu får den store hund en vaccine hver måned, der holder ham rask og symptomfri.

Dyr behandling

Conrads undersøgelser har kostet rigtig mange penge. Hvis han ikke havde været sygeforsikret hos Agria Dyreforsikring, havde familien aldrig fundet ud af, hvad han er allergisk overfor.

“Jeg tør slet ikke tænke på, hvad alle disse behandlinger ville have kostet. Vi har fået vores forsikringspræmie mange gange igen. Vi havde ikke fået ham udredt, hvis vi selv skulle betale. Selvfølgelig havde vi fundet pengene til behandling af de akutte tilfælde, men det kan slet ikke betale sig at springe sygeforsikringen over,” siger Julie Cecilie Jensen.

Sonja Karaoglan, administrerende direktør i Agria Dyreforsikring, understreger, at man aldrig kan vide, hvornår man får brug for at køre en tur forbi dyrlægen eller dyrehospitalet.

“En helt rask hvalp kan senere udvikle allergi eller andre kroniske lidelser. Det er umuligt at vide på forhånd, selvom den er sundhedsundersøgt, når man køber den. Samtidig kan der ske mange ulykker i hverdagen, især i den første tid, hvor hvalpen skal falde til hos sin nye familie. Det er derfor vigtigt, man ikke ser tiden an og først tegner forsikringen efter et par måneder. Det er billigere og bedre, jo hurtigere man tegner forsikringen,” siger hun.

En pakke med både den lovpligtige hundeansvarsforsikring og sygeforsikring kan tegnes fra cirka 100 kroner om måneden. Prisen er afhængig af hundens alder, race, helbred og hvilken forsikringsdækning man vælger. 

Rask og glad

Julie Cecilie Jensen var aldrig i tvivl om, at Conrad skulle sygeforsikres. Selvom han er allergien kvit, løber den store hund stadig ind i problemer i ny og næ. Han har haft skåret sin ene trædepude op, og senest har han stukket sig på tungen, så den hævede op.

“I de tilfælde er der ikke andet at gøre, end at køre på dyrehospitalet. Men sådan er det. En hund kommer til skade i løbet af sit liv. Conrad er en god familiehund og vagthund, og i sidste ende er det vigtigste for mig, at han er glad,” siger Julie Cecilie Jensen.

Fakta om forsikringer til kæledyr

  • 87 procent af hundeejerne har den lovpligtige hundeansvarsforsikring
  • 39 procent af hundeejerne har en sygeforsikring til deres hund.
  • 11 procent af hundeejerne har en livsforsikring til deres hund.
  • 11 procent af katteejerne har en sygeforsikring til deres kat.
  • 5 procent af katteejerne har en livsforsikring til deres kat.

Brug af forsikring

  • 55 procent af hundeejerne, der har en sygeforsikring, har gjort brug af den.
  • 41 procent af katteejerne, der har en sygeforsikring, har gjort brug den.

Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov på vegne af Agria Dyreforsikring. Der er i alt gennemført 1.007 CAWI-interview med danskere i alderen 18-74 år, som har hund, kat eller hest, i perioden 18. - 21. marts 2016.