Hunden bider og slikker på poterne, klør sig i hovedet, i armhulerne og i lysken. Hos korthårede hunde kan pelsen kradses helt af på de udsatte områder. Hud og øjenkroge får en rødlig nuance, og øjnene løber i vand. Udviser hunden en sådan adfærd, kan det være et tegn på, at den har fået pollenallergi.

Har du mistanke om allergi hos hunden, bør du tage den til dyrlægen for at få stillet en diagnose. Det behøver nemlig ikke være allergi, hunden har, hvis den udvikler nogle af de ovenstående symptomer. Kløe kan for eksempel også være tegn på lopper eller ræveskab

Pollenallergi er en årstidsbetinget lidelse, som både mennesker og dyr plages af. Specielt i maj og juni måned er det højsæson for birk og græs, som spreder sig med vinden og havner i hundens luftveje. Mange hunde, der lider af pollenallergi, har også støvmideallergi. Det betyder, at allergien er et livslangt problem for mange og ikke kun sæsonbetonet - det kræver desuden en god portion tid og tålmodighed at behandle.

De fleste hunde kan dog leve et godt liv med meget få eller ingen symptomer, mens et fåtal af hundene aldrig kommer af med allergisymptomerne. Alle hunderacer har risiko for at udvikle allergi over for pollen.

Sådan forebygger du allergien

Pollenallergi kan være svær at forebygge, da pollen findes overalt. Vi har dog tre gode råd, som du kan tage til dig, hvis de vil forsøge at holde allergien væk.

  1. Reducér udendørsaktiviteterne i grønne omgivelser, mens pollensæsonen er på sit højeste.
  2. Luft hunden tidligt om morgenen eller sent om aftenen, hvor der er færrest pollen i luften.
  3. Luft ikke hunden, når græsset er nyslået.

Hvis allergien allerede har vundet indpas

Ved du, at din hund allerede er allergisk over for pollen, er der her en række forslag til, hvordan du bedst muligt kan håndtere det.

  1. Hvis man kan afgøre, hvilken type pollen hunden reagerer mest på, som f.eks. elm, bynke, birk eller græs, kan man i visse tilfælde vaccinere mod allergien. En behandling der også kaldes hyposensibilisering. I disse tilfælde fremstiller man en speciel allergivaccine til den enkelte hund. Der findes desuden en del medicin i pilleform, som hunden kan få dagligt, der kan dæmpe eller helt fjerne symptomerne.
  2. Du kan bade hunden med kløestillende shampoo eller fugtighedsbevarende medicinsk shampoo. Dyrlægen kan også anbefale olie med en særlig fedtsyresammensætning, som du kan behandle hunden med.
  3. Mange hunde får også god hjælp ved, at man vælger et foder udviklet specielt til allergihunde. Allergenernes primære optagelses rute er via huden. Hvis den ydre barrierer – hudbarrieren – styrkes via hud eller allergi diæter, kan hundens symptomniveau i nogle tilfælde dæmpes.