Hundefysioterapeut Anna Nähl forklarer, hvorfor det er så vigtigt at være opmærksom på hundens bevægeapparat og fortæller om enkle skadeforebyggende massageøvelser, du selv kan lave på din hund. 

Allerede før Anna Nähl begyndte at uddanne sig til almindelig fysioterapeut, vidste hun, at hun ville arbejde med dyr. Efter sin eksamen videreuddannede hun sig til hundefysioterapeut og kombinerede flere andre uddannelser med praktik hos forskellige dyrlæger. Da vi møder hende i hendes konsultation uden for Stockholm er alle hendes tre hunde klar, Frank, Chili og Henry, og de er alle sammen vant til at få massage af ’mor’.

Anna Nähl forklarer, at hundemassage kan være godt mod flere forskellige ting.

”Massage øger blodgennemstrømningen, forbedrer ernæringstilstanden og får muskulaturen til at slappe af. Hvis du bruger almindelige, enkle massagebevægelser, hvor du bare stryger hunden og arbejder i cirkler, kan du aldrig skade hunden. Hvis du vil behandle muskulaturen mere i dybden eller har mistanke om, at din hund har led- eller muskelproblemer, bør du altid gå til en hundefysioterapeut først, for at få en diagnose,” siger hun.

”For at opnå en god virkning af behandlingen, er det vigtigt, at man får en mere indgående viden om hundens muskulatur, og hvordan man skal bruge de forskellige greb,” tilføjer hun.

Hvordan kan man se, om hunden har ondt?

”Nogle gange kan det være helt tydeligt, hvis hunden for eksempel halter, men andre gange kan det være svært at se. Noget af det, man kan lægge mærke til, er, om hunden ændrer adfærd. Hvis den for eksempel ikke længere vil springe op i sofaen, eller ikke strækker sig ud i sengen.

Noget af det, man kan lægge mærke til, er, om hunden ændrer adfærd

Problemer med bevægeapparatet kommer tit snigende, men ved at give hunden et sundhedstjek, kan man forebygge skader og stivhed,” svarer Anna Nähl.

Hun tilføjer, at det også er vigtigt at have i baghovedet, at bare fordi en hund leger, når man slipper den løs, er det ikke ensbetydende med, at den nødvendigvis er rask og smertefri.

”Hunden reagerer instinktivt og følger sine drifter, men så snart den kommer hjem og går hen og lægger sig, vender stivheden tilbage. Hvis en hund viser tegn på stivhed allerede i seksårsalderen, bør man følge op på det,” siger hun.

Tips fra Anna:

  • Hvis du er interesseret i at lære mere om hundemassage, kan du læse den litteratur, der findes om emnet og tage kontakt med en hundefysioterapeut og -massør.
  • Find ud af, hvad der er normalstatus for netop din hund, sådan at du nemmere kan se, når noget afviger. Husk at der er stor forskel på de forskellige hunderacer og på forskellige individer.
  • Massage kombineret med stresshåndtering kan blandt andet frigøre antistress-hormonet oxytocin hos stressede hunde.

Enkle massageøvelser, du kan udføre derhjemme:

1. øvelse: Effleurage – strygninger med hele håndfladen, på dette billede langs hele ryggen.

2. øvelse: Bindevævsmassage – løft bindevævet (huden) og ælt/blødgør huden, på dette billede oversiden af nakke/hals.

3. øvelse: Petrissage af skuldermuskulaturen. Petrissage betyder at ælte, og her æltes muskulaturen med håndledet.

4. øvelse: Mange hunde kan godt lide massage i ansigtet, og det har en meget beroligende virkning, da der er mange punkter på hovedet, der virker beroligende. Visse hunde har så stor integritet, at de ikke bryder sig om massage i ansigtet. Så skal man undgå det og gradvist vænne hunden til denne form for berøring.

5. øvelse: Potemassage er der mange hunde, der kan lide. Nogle kan være kildne, og så kan det kræve lang tids tilvænning. Det kan hjælpe, hvis man tager lidt mere fat i poten, da meget lette berøringer kan kilde ekstra meget.

6. øvelse: Hunde med problemer i tåleddene kan blive stive i muskulaturen mellem tæerne og omkring poterne. Det er godt at forebygge med massage og passiv smidighedstræning (hvor man bøjer og strækker tåleddene) for at holde poterne bløde og smertefri.