En stor topmave, ekstra kilo på sidebenene og blævrende deller. Det lyder som beskrivelsen af et overvægtigt menneske, men faktisk er det også beskrivelsen af mange hunde. Ifølge et studie fra Københavns Universitet inden for Præventiv Veterinærmedicin, der undersøger overvægtige hunde i Danmark, må hver fjerde hund kategoriseres som “overvægtig” og hver femte som “svært overvægtig”. 

Hundejere vil deres dyr det bedste, men forkert kost og for mange godbidder ved middagsbordet kan hurtigt tage overhånd. Hvis dyret har svært ved at bevæge sig, har åndenød, og hvis du ikke kan mærke dets ribben, er det klare tegn på overvægt.

Bliver kæledyret overvægtigt, kan fedmen indirekte forårsage eller forværre mange andre sygdomme. Hunde kan opleve ledproblemer, lunge-, hjerte- eller leversygdomme, sukkersyge, mave- og tarmproblemer, nedsat modstandskraft mod infektionssygdomme samt nedsat levetid og livskvalitet.

Tips til at holde din hund slank

  • Nedsæt fodermængden efter hundens størrelse, aktivitetsniveau og behov for vægttab. Forhør dig hos dyrlægen om typen af slankefoder, der passer til din hund, og giv den kun dét foder. På den måde kan du sikre dig, at hunden ikke kommer til at mangle livsvigtige næringsstoffer. Introducer det nye foder gradvist ved at blande det nye foder med det gamle de første 1-2 uger.
  • Lad ikke hunden være med, når familien spiser eller tilbereder mad.
  • Hvis hunden skal have godbidder, skal de enten tages fra den samlede daglige fodermængde, eller de skal modregnes i fodermængden. Ellers kan godbidderne i sig selv forhindre vægttabet.
  • Sørg for at give hunden så meget motion som muligt f.eks. cykling, løb eller gåture i varieret terræn. Hav altid din hunds alder i tankerne, når du planlægger motionen. Spørg din dyrlæge til råds, hvis du er i tvivl om motionsmængden.
  • Vej hunden mindst en gang om måneden og hold styr på vægttabets udvikling.

Sådan spotter du, om din hund er overvægtig

  • Undervægtig hund: Ribben, ryggrad og hofteben er meget tydelige, og hunden har næsten ingen fedt på kroppen.
  • Normal vægt: Tydelig talje, tilstrækkelig fedt over ribbenene og langs ryggen.
  • Overvægt: Manglende evne til at mærke ribbenene på grund af fedt, og der er tydelige fedtdepoter over lænden og haleroden.
  • Kraftig overvægt: Ribbenene kan ikke ses, maven er rund og hængende, der er meget fedt over bryst, ryg, nakke og halerod. Nakken er bredere end hovedet.