Vi vil gerne gøre opmærksom på ændringen i reglerne for kejsersnit, som man som opdrætter bør være specielt opmærksom på.

Stigning i kejsersnit

Vi har desværre oplevet en kraftig stigning i antallet af kejsersnit, som vi naturligvis må reagere på. Da vi ikke ønsker at hæve forsikringspræmierne, så de afspejler de forhøjede udgifter til dækning af kejsersnit, har vi i stedet valgt at stramme betingelserne for dækning af kejsersnit.

Det betyder, at vi fra 1. januar 2015 kræver, at tæven skal have været sygeforsikret i mindst et år uden afbrydelse hos os for at kunne få dækning for kejsersnit. Tæven skal desuden være over 20 mdr. gammel.

Hvad betyder det for dig?

Vi har valgt at lave en ”overgangsordning” i de tilfælde, hvor der er tegnet syge-/avlsforsikring i løbet af 2014, så disse hunde forbliver karensfrie ift. kejsersnit, selvom forsikringen overgår til 2015 vilkår. Dette gælder udelukkende tæver forsikret i løbet af 2014. Alle tæver, der forsikres efter 1. januar 2015, vil blive forsikret under de nye vilkår.

Derfor, hvis du allerede nu ved, at du har en tæve som skal indgå i avl, men som endnu ikke er forsikret, så anbefaler vi dig at få tegnet sygeforsikring og evt. avlstillæg på hende inden årsskiftet, så hun er fuldt dækket mht. kejsersnit, sygdom hos hvalpene, skjulte fejl, m.v.

Har du en tæve som allerede har fået dækket et kejsersnit på sygeforsikringen, og endnu ikke har avlstillæg, så er det også nu du skal få lagt avlstillæg på forsikringen, så du får adgang til endnu et kejsersnit via avlstillægget.

Vilkårsændringerne træder først i kraft for dine forsikringer ved din hovedforfaldsdato, så de hunde du allerede har haft forsikret i mindst 12 mdr. og som er over 20 mdr. ved hovedforfald, vil naturligvis være dækket.

Denne og de øvrige ændringer i forsikringsvilkårene vil naturligvis også fremgå af dit fornyelsesbrev, som du modtager ca. 6 uger inden din hovedforfaldsdato.

Hvis du er i tvivl

Hvis du er i tvivl om, hvordan du er dækket eller har spørgsmål til ændringerne eller dine forsikringer i øvrigt, er du naturligvis altid velkommen til at kontakte din lokale forsikringsrådgiver eller ringe til os på 7010 1065.