– Det gør mit arbejde som specialist i neurologiske sygdomme hos hund og kat mere interessant, men også mere kompliceret, siger Cecilia Rohdin, der er dyrlæge på det svenske dyrehospital Albano.

Epilepsi er kendetegnet ved gentagne anfald, hvor dyret får kramper og bliver stiv i kroppen. Anfaldene er tit meget ens hos det enkelte dyr, men de kan variere meget fra dyr til dyr. Det er også typisk for sygdommen, at man ikke kan få anfaldene til at holde op, mens de foregår. Dyret kan savle, tisse og have ufrivillig afføring, opføre sig aggressivt og kan måske ikke kende sin ejer. Hallucinationer i form af dufte og syner er også ganske normalt.

– Mange tror, at dyret altid bliver bevidstløst under anfaldet, men i mange tilfælde kan man faktisk godt få kontakt med dyret, siger Cecilia.

Hvornår skal man kontakte dyrlægen?

For den bekymrede ejer virker det, som om anfaldet varer en evighed. Første gang, det sker, er ejeren tit overbevist om, at dyret er ved at dø. De fleste anfald er dog tidsbegrænsede og går over i løbet af få minutter.

Det bedste, dyrets ejer kan gøre, er faktisk at slappe af og selv være helt rolig

– Det bedste, dyrets ejer kan gøre, er faktisk at slappe af og selv være helt rolig, men desværre reagerer de fleste, rent spontant, modsat.

De korte anfald, der kun varer nogle få minutter, skader som regel ikke hjernen. Hvis anfaldet varer 5-10 minutter eller vender tilbage flere gange i løbet af et døgn, skal du straks tage til dyrlægen. Det gælder også, hvis dyret opfører sig mærkeligt eller meget anderledes mellem anfaldene.

– Hvis det ikke er akut, kan det faktisk være en fordel at bestille tid til en grundig undersøgelse. Så får man som ejer tid til at falde lidt til ro, og man kan lettere forstå og huske den information, dyrlægen giver. Samtidigt har du også mulighed for, at komme direkte til en specialist med det samme.

Arvelighed og årsager til sygdommen

Sygdommen deles ind i to forskellige typer. Den primære/idiopatiske variant, som er genetisk bestemt, er den mest almindelige. Det vil sige, at det er en arvelig sygdom, der ikke har nogen udefrakommende årsag.

– Det sværeste ved denne variant er at stille diagnosen, fordi det tit handler om at udelukke andre sygdomme. Desuden er det – undtagen for nogle ganske få racer –  endnu ikke lykkedes at finde den genetiske afvigelse, der kan forklare, hvordan sygdommen nedarves.

Den anden variant kaldes sekundær/symptomatisk epilepsi, og den skyldes en udefrakommende årsag. Det kan for eksempel være forgiftning, lever- eller nyresygdomme, blodsukker, en hjernesvulst eller en betændelsestilstand i hjernen.

Hvis man ikke kan finde nogen årsag til symptomerne, kan det være meget vanskeligt at diagnosticere epilepsi, ikke mindst fordi ejeren helst vil have en diagnose, man kan kurere. Hvis man gennem en neurologisk undersøgelse kan finde en eller anden afvigelse, er det tit lettere at finde den direkte årsag.

– Ellers tager jeg blodprøver, men fortæller samtidig dyrets ejer, at det nok ikke giver noget resultat, for i så fald skulle man kunne se nogle symptomer på sygdommen mellem anfaldene.

Lindre, ikke kurere

Man kan behandle omkring to tredjedele af alle hunde med epilepsi, og for katte er tallet helt oppe på 90 procent. Desværre kan man aldrig kurere sygdommen helt, men kun lindre den gennem livslang behandling, der mindsker anfaldenes styrke og hyppighed.

– Undersøgelser har dog vist, at de fleste dyr lever et godt og relativt langt liv, selv om de har epilepsi.

De fleste dyr kan leve et godt og  langt liv med epilepsi.

Ejeren skal være opmærksom på, at behandlingen koster tid og penge, i form af medicin og opfølgende behandling hos dyrlægen. Den medicin, man som regel anvender, er Fenemal, der i begyndelsen kan have bivirkninger som træthed, svimmelhed, øget tørst og appetit (risiko for fedme).

– Hvis du har flere dyr i hjemmet, skal du også være lidt opmærksom, da de kan reagere ved at overfalde den, der får anfald, fordi denne adfærd er så mærkelig,” forklarer Cecilia. ”Men det kan også være en fordel at have flere dyr, fordi de i nogle tilfælde kan forudse anfaldene, sådan at du kan øge medicineringen og enten forebygge eller lindre anfaldet.

Cecilia mener også, at det er vigtigt at huske, at dyr ikke bekymrer sig om anfaldene på samme måde som mennesker.

– Dyr lever i nuet og de går ikke rundt og er urolige over det, der er sket eller det, der måske sker i fremtiden. Det er værd at tænke på, når man skal beslutte sig for, om man vil prøve den medicinske behandling eller ej, slutter hun.