Udstilling

Følg Dogs4All på Agrias livestream

Årets største hundefest i Norge - Dogs4All - går af stabelen på Norges varemesse i Lillestrøm denne weekend. Agria streamer hele arrangementet live!

International hundeudstilling i Herning

Dansk Kennel Klub afholder årets sidste international udstilling i Herning. Igen skal vi nyde smukke hunde fra alle 10 grupper både lørdag og søndag. Kom forbi vores Agria stand, hvor du kan hilse på vores forsikringsrådgivere, der kan hjælpe dig med de forsikringsspørgsmål du måtte have.

Agria ombud vandt Best In Show

Et stort tillykke til Agria´s nye ombud Bodil Rüsz, hvis smukke Puli Camilla vandt Best In Show på Valby udstillingen den 18 – 19 juni.

En uforglemmelig tur

Crufts en af de største hundeudstillinger Da jeg blev kontaktet af Agria Dyreforsikring umiddelbart før jul med besked om, at jeg havde vundet en rejse til Crufts i Birmingham, blev jeg super glad! Første gang jeg var på Crufts var i 2007 og det var en kæmpe oplevelse. Det er en overvældende følelse at ankomme til Crufts første gang.Man kan slet ikke forestille sig, hvordan det er at være på Crufts, hvis man ikke har været der selv. Man kan ikke på forhånd se for sig, hvordan det overhovedet er muligt at have så mange hunde, mennesker og butikker samlet på ét sted, uden at der hersker rent kaos - men det kan så absolut lade sig gøre. Til jer, der ikke kender Crufts, så er det årets største hundeudstilling i England og en af de største hundeudstillinger i verden. Crufts blev afholdt første gang i 1891, og siden da er den blevet afholdt i England den anden weekend i marts. Det er så stor en begivenhed i hundeverdenen, at der kommer mennesker fra hele verden! Crufts løber altid over fire dage og i år foregik udstillingen fra den 10.-13. marts. 28.000 hunde I år deltog der 28.000 hunde på Crufts. (Til sammenligning var der tilmeldt 19.300 hunde til verdensudstillingen i 2010, der blev afholdt i Herning). Jeg har selv Cavalier King Charles Spaniel, så det var jo primært den race, jeg skulle se. I NEC som udstillingsområdet hedder, foregår udstillingen i fire forskellige haller, så man skal huske kondiskoene, for man får gået rigtig meget! I hver eneste hal er der, udover ringene, også uendeligt mange butikker, hvor man kan købe alverdens tilbehør til hunden og sig selv - også tilbehør man slet ikke vidste, man lige stod og manglede! Så det kan være en god ide at rejse med en stor kuffert. Fantastisk oplevelse Igen i år var det en fantastisk oplevelse. Denne gang tog jeg det dog i stiv arm - i modsætning til første gang, hvor jeg helt sikkert har lignet en, der kom ind med 4-toget. Hvis du vil vide mere om Crufts kan du finde flere informationer på www.crufts.org.co. Jeg var af sted med min kæreste og vi havde besluttet at tage lidt ekstra dage i Birmingham. Det var hele turen værd – hvis man altså er til shopping! Der er så utrolig mange butikker og pundet er heller ikke så dyrt for øjeblikket og som en ekstra bonus, er Birmingham en super hyggelig by at gå rundt i. Et af højdepunkterne på turen var dog vores besøg på Jamie Olivers restaurant i Birmingham by. Det var et helt igennem fantastisk måltid! En anden ting som er et særligt kendetegn ved englænderne - deres kø-kultur. Uanset hvor man kommer hen, kommer man til efter tur, selv når man skal med bussen. Så stiller man sig op på række og kommer ind i bussen i den rækkefølge, man er ankommet. Ikke noget med at mase sig frem i køen. Her kunne vi i Danmark lære lidt. Alt i alt var det en rigtig dejlig tur med en masse hunderi og shopping. Så hvis du endnu ikke har været på Crufts eller i Birmingham, kan jeg kun anbefale det. //Lise Emilie Fritzbøger

Ønsker du plads på første række ved World Dog Show?

Vi glæder os til at byde dig velkommen på Agria Dyreforsikrings stand ved World Dog Show i Herning den 24.-27. juni. Agria er nordens største dyreforsikringsselskab og en af hovedsonsorerne for World Dog Show.